3F Superligaen

Ærlig Kent Nielsen: Landstræner er det største i Danmark

Kent Nielsen har det godt som klubtræner, men jobbet som landstræner er det største for en dansk træner, fortæller han.

Kent Nielsen svarer på spørgsmål
Foto: Nicolaj Rønstrup, Campo
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Kent Nielsen har efterhånden prøvet alt, hvad der er at prøve som cheftræner i dansk klubfodbold.

Gennem sin 24-årige lange trænerkarriere har den tidligere landsholdskæmpe sikret både oprykninger, pokaltriumfer og mesterskaber, og han har rekorden for flest kampe som træner i Superligaen.

Nielsen har prøvet det meste i sine 552 kampe i spidsen for seks forskellige klubber gennem 24 år. men der er et trænerjob i Danmark, han ikke har bestredet.

Posten som landstræner.

Efter sommerens EM i Tyskland har Kasper Hjulmand valgt at stoppe i spidsen for Herrelandsholdet. Campo har spurgt Kent Nielsen med de 54 landskampe, hvordan han ser det danske landshold anno 2024.

– Jeg er helt med på, at man er skuffet over EM. Netop mod Serbien og Slovenien var det dér, man gerne skulle have toppræsteret, men man spiller gode kampe mod Tyskland og England.

Kent Nielsen svarer på spørgsmål
Foto: Nicolaj Rønstrup, Campo

Kent Nielsen mener, det nogle gange kniber med den danske selvforståelse, når det kommer til landsholdsfodbold.

Kritikken er sort-hvid, hård og nådesløs, men han ser også gode ting for fremtiden i dansk landsholdsfodbold.

Det er indiskutabelt, at landstræner er det største trænerjob i Danmark

Kent Nielsen

– Jeg synes, der er nogle unge spillere, der er på vej. Og jeg tror også, at der, hvor man står nu, er, at man om ikke så længe skal til at kigge på, at der skal nye folk ind igen, udtaler Nielsen.

Et generationsskifte, må man forstå.

Må gøre sig seriøse overvejelser

Kent Nielsen tror, at en foryngelse er på vej hos de bedste danske herrer. En disciplin, han selv har excelleret i i Silkeborg IF, hvor stribevis af yngre spillere er hentet ind, dygtiggjort og solgt videre.

Så kan Kent Nielsen være manden, som leder generationsskiftet på Herrelandsholdet?

Silkeborg IF's cheftræner Kent Nielsen i superligakampen mellem AaB og Silkeborg IF på Aalborg Portland Park, søndag den 28. juli 2024.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Jeg er blevet spurgt om det nogle gange, og I skal have tak for at bringe mit navn. Men ét: Jeg er sikker på, at DBU stræber højere, udtaler Kent Nielsen, og fortsætter:

– To, tænkt eksempel: Det er indiskutabelt, at landstræner er det største trænerjob i Danmark, og for alle danske trænere – hvis man bliver tilbudt – så er man nødt til at gøre sig seriøse overvejelser. Men når det så er sagt, så har jeg det rigtig godt som klubtræner.

Er du blevet spurgt af DBU?

– Nej.

Ikke endnu?

– Selvom jeg var, så vil du ikke få det at vide, slutter Nielsen med et smil.

Som aktiv nåede han 54 kampe i rødt og hvidt. Debuten kom i 1983, og den sidste landskamp blev spillet en sommeraften i 1992 mod Tyskland på Nya Ullevi i Göteborg.

Se hele interviewet med Kent Nielsen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P