Albentosa: Klar på nye udfordringer
Efter bruddet med Vejle er Raul Albentosa endnu ikke klar til at lægge støvlerne på hylden. Han har mod på mere, siger han til Campo.
Der gik en mindre chokbølge gennem dansk fodbold, da Vejle den 8. juli offentliggjorde, at man ikke forlængede aftalen med klubbens nu tidligere anfører, Raul Albentosa.
Men på trods af at den spanske kriger snart fylder 36 år, så er han langt fra færdig med at spille fodbold.
Det fortæller han til Campo.
– Efter jeg stoppede i Vejle, har jeg haft tilknyttet en personlig fysisk træner, som hjælper mig på grønsværen og i styrkelokalet. Jeg har det fantastisk rent fysisk og mentalt.
– Lige for tiden træner jeg sammen med Unionistas Salamanca fra den tredjebedste spanske række, hvor jeg kender sportsdirektøren.
Albentosa nåede 79 kampe for Vejle, som blandt andet bød på en oprykning fra Nordicbet Ligaen og overlevelse i den efterfølgende Superliga-sæson, hvor han var med til at sende Hvidovre og OB ned i landets næstbedste række.
Derfor har klubben og byen også fået en helt særlig plads i hans hjerte.
– Det var svært at tage afsked med klubben. Vi oplevede så meget i den tid, jeg var der, og selvom jeg ikke er en del af klubben længere, modtager jeg stadigvæk beskeder fra fans, som lykønsker mig for det, jeg gjorde sammen med klubben. Vejle vil for altid være mit andet hjem.
– Klubben og byen fortjener, at der bliver investeret flere midler, så man kan undgå at spille om nedrykning. Man bør stile efter at blive konkurrencedygtig i top 6. Den danske liga fortjener meget respekt, for det er en stærk liga.
Når man har over 300 kampe for diverse førstehold, så er der en naturlig stor interesse.
Albentosa oplyser til Campo, at der har været henvendelser fra klubber i blandt andet Tyrkiet, Portugal, Spanien og Mexico, men at der ikke har været nogle danske klubber på banen.
Selv er han meget åben hvad angår karrierens næste destination.
– Jeg har ikke rigtigt nogen prioriteter. Jeg søger en klub, der tror på mig, ligesom Vejle gjorde da de hentede mig i 2022. Der har været en del henvendelser, men enten har der ikke været en ordentlig lønpakke, eller også har det ikke været et overbevisende sportsligt projekt.
– Jeg er meget klar på den næste udfordring i min karriere. Men indtil videre bliver min familie og jeg boende i Spanien indtil det rette tilbud dukker op, slutter Albentosa.
Vejle-bombe: Anføreren stopper i klubbenDen spanske stopper har i sin karriere repræsenteret blandt andet Deportivo de La Coruña, Malaga og Eibar i Spanien.
Han står noteret for 93 kampe i den bedste spanske række.