Officielt: FCM-brasilianer lejes ud til hjemlandet
FC Midtjylland bekræfter, at de lejer Junior Brumado ud til Coritiba i Brasilien indtil næste sommer.
Brumado vender hjem til brasiliansk fodbold for en stund.
FC Midtjylland oplyser torsdag, at den 25-årige angriber har fået en lejeaftale på plads i Coritiba indtil sommer næste år.
Coritiba spiller i den næstbedste brasilianske række.
Det sker dagen efter, at midtjyderne bekræftede, at Charles er blevet solgt. Også til brasiliansk fodbold.
Fodbolddirektør Peter Sand mener, at lejeaftalen præsenterer en god mulighed for Brumado.
– Han får en glimrende mulighed for at spille og genfinde sit topniveau.
– Vi ønsker ham al mulig held og lykke og ser frem til at følge hans udvikling i Brasilien, siger han.
Junior Brumado var i seneste sæson udlejet til Hansa Rostock. Han har været på kontrakt i FCM siden 2019.