Simsir efter CL-sejr: Skal blive ved med at være sultne
Aral Simsir og resten af FC Midtjylland hentede tirsdag aften en vigtig sejr i Champions League-kvalifikationen. Nu handler det ifølge offensivspillere om at bevare sulten forud for returopgøret.
Ja, FC Midtjylland har i sandhed sikret sig et godt udgangspunkt mod UE Santa Coloma forud for returopgøret i Herning onsdag den 31. juli.
Efter slutfløjt er det da også en glad og tilfreds Aral Simsir, der selv kom på måltavlen, som sætter ord på kampen overfor FC Midtjyllands egen hjemmeside.
Men selvom glæden er til at spore, så er offensivspilleren også godt klar over, at det ikke er helt afgjort endnu.
– Vi kom frem til en masse chancer, som vi fik udnyttet. Jeg synes særligt, at vi efter pausen spillede godt. Alt i alt var det en fin kamp.
– Det er et godt udgangspunkt, men vi skal stadig ikke være tilfredse. Vi så, hvad der skete nede i Luxembourg sidste år, så vi skal blive ved med at være sultne, og vi skal komme stærkt fra land, når vi møder dem på MCH Arena.
– Vi havde set nogle klips på dem før kampen, og vi vidste, de var dygtige på bolden. Alligevel var jeg faktisk overrasket over hvor gode på kuglen, de viste sig at være, men når vi bringer vores intensitet og power, ved vi, at de ikke kan hamle op med os, siger Aral Simsir.
Klarer FCM skærene i returopgøret kan Aral Simsir og co. med al sandsynlighed se frem til at møde Ferencvaros, der sejrede med 5-0 over The New Saints FC.