Krogh forsvarer kontroversiel kendelse i midtjysk topkamp
AGF og FC Midtjylland åbnede Superligasæsonen fredag aften. Her gik der ikke meget mere end en halv time af den nye sæson, før en dommerkendelse skulle komme i fokus.
AGF og FC Midtjylland lagde fra land med 1-1 i sæsonpremieren.
Det resultat kunne dog meget vel have været anderledes, hvis AGF havde fået tilkendt endnu et straffespark, udover det ene de fik.
AGF’s Tobias Bech blev nemlig efter 33 minutters spil ved stillingen 1-0 nedlagt af FC Midtjylland’s Mads Bech Sørensen, men dommer Morten Krogh vinkede afværgende og fastholdt sin beslutning efter et VAR-tjek.
Hvis AGF-fansene ønskede sig en form for undskyldning fra dommeren, må de dog kigge langt efter den, for selv tre dage efter fastholder Morten Krogh, at det var den rigtige beslutning, han tog i kampens hede. Det fortæller han til TV2 Sport.
– Den situation ligger i det, vi kalder ’borderline’, hvor begge dele kan dømmes, og hvor der er argumenter for begge dele. Man kan argumentere for, at der er straffespark, da der er kontakt mellem angrebsspilleren og forsvarsspilleren, og at forsvarsspilleren i hvert fald ikke spiller bolden.
FC Midtjylland har fået ny anfører– Argumentet for, at der ikke er straffespark, det er så den kontakt, der opstår. Hvem skaber kontakten, og er det en stor eller lille kontakt? lyder det retorisk fra Krogh.
Efter den kontroversielle kendelse fik AGF dog efter 41 minutter tilkendt et straffespark, som århusianernes anfører Patrick Mortensen måtte se reddet af FC Midtjylland-målmand Elias Olaffson. FC Midtjylland scorede tre minutter inde i anden halvleg til kampens slutresultat 1-1 ved den nyindkøbte polske landsholdsangriber Adam Buksa.