Brøndby kan tjene kassen på Hermansen-transfer
Mads Hermansen kan være på vej videre i karrieren og det kan kaste en stor pose penge af sig til hans tidligere klub, Brøndby IF.
Mellem 40 og 60 millioner kroner.
Så meget kan Brøndby IF formentlig tjene, hvis klubbens tidligere målmand Mads Hermansen skulle blive solgt fra sin nuværende klub, Leicester City.
Det kom tidligere mandag frem, at Mads Hermansen skulle være ét af fire målmandsemner i Chelsea, hvor også danske Filip Jørgensen er på blokken.
Bold.dk har tidligere skrevet, at Brøndby har en videresalgsklausul på Hermansen på mellem 10 og 15 procent.
Samtidig skrev Daily Mail-journalisten Tom Collomosse så sent som søndag, at den danske keeper har et prisskilt på 45 millioner pund, hvilket svarer til 400 millioner kroner.
Således kan Brøndby IF’s eventuelle videresalgsgevinst altså blive på op mod 60 millioner kroner.
Mads Hermansen blev i sommeren 2023 solgt fra Brøndby IF til Leicester, hvor han med det samme blev til en profil.
Med 44 kampe i seneste sæson var han en vigtig brik i Leicesters succes og bidrog til, at klubben vandt Championship og rykkede op i Premier League.
Mads Hermansens aftale med Leicester strækker sig frem til sommeren 2028.
Chelsea har i løbet af sommeren hentet Enzo Maresca som klubbens nye manager. Han var i seneste sæson manager i netop Leicester.
Mads Hermansens nøglerolle – excellerer særligt ét sted