Mads Bech ser frem til at bære anførerbindet mod AGF
Mads Bech er ny anfører i FC Midtjylland, og det bliver specielt, når han fredag aften går forrest ind på banen mod AGF.
Anførerbindet sidder om armen på Mads Bech i FC Midtjylland i denne sæson.
Sidste sæsons anfører Henrik Dalsgaard er skiftet til AGF, og derfor er Mads Bech betroet det ærefulde erhverv.
Og den 25-årige midtstopper glæder sig til at påtage sig anføreransvaret i FC Midtjylland, fortæller han dagen før sæsonpremieren.
– Det er et stort skulderklap. Det er en rolle, jeg ser frem til at tage på mig. Det er rart, og jeg glæder mig til at skulle give de værdier, vi har i klubben, videre til resten af truppen, udtaler Bech til klubbens hjemmeside.
Mads Bech beskriver sig selv som en verbal type indenfor kridtstregerne, men stille og rolig udenfor. På fredag bærer han bindet for første gang, når AGF venter på Ceres Park.
Og det ser han frem til.
– Det er altid et stort øjeblik første gang, man går på banen for en klub med anførerbindet om armen, så det glæder jeg mig utroligt meget til.
Mads Bech var også anfører, da han var i hollandske Gronningen FC. Fredagens kamp mellem AGF og FC Midtjylland fløjtes op klokken 19.