Stort drama: Andorransk modstand venter FCM i CL
FC Midtjylland har nu fundet sin modstander, når de regerende danske mestre indleder sin jagt mod Champions League-deltagelse i anden runde af kvalifikationen.
Den første udfordring står nu klar for FC Midtjyllands Champions League-drømme.
Tirsdag aften sikrede de andorranske mestre fra UE Santa Coloma sig nemlig en billet videre til anden kvalifikationsrunde til Champions League.
Det skete på baggrund af en dramatisk affære, hvor andorranerne smed FC Ballkani fra Kosovo ud efter straffesparkskonkurrence.
Det første opgør endte 2-1 til Ballkani, hvorfor Santa Coloma skulle ud og jagte et resultat.
I første halvleg fik de undertippede andorranere en hjælpende hånd, da Ballkanis angriber Adetunji fik direkte rødt kort.
Dog lod scoringerne vente på sig på trods af overtallet men til sidst bar anstrengelserne frugt.
Andreas Mohedano sendte opgøret i forlænget spilletid, da han scorede efter 92 minutters spil.
I den forlængede spilletid bragte Santa Coloma sig også foran, men Ballkani reducerede få minutter senere.
Således måtte det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor hele syv sparkere fra hvert hold måtte træde frem.
I sidste ende blev det dog Santa Coloma, som kunne fejre avancementet til anden kvalifikationsrunde i Champions League.
Første opgør af anden kvalifikationsrunde spilles i Andorra den 23. juli, imens returopgøret afvikles på MCH Arena den 31. juli.
Hvis FC Midtjylland slår Santa Coloma er klubben som minimum sikret deltagelse i Conference Leagues ligaspil.
Champions League-vejen er dog noget mere besværlig, da det i så fald kræver en sejr i anden kvalifikationsrunde, tredje kvalifikationsrunde og til sidste en triumf i playoff-runden.
Ulvene indleder ligeledes sin 3F Superliga-sæson på fredag, når AGF byder op til kamp på Ceres Park.
Den kamp kan du se på TV2 Sport, når kampen sparkes i gang klokken 18:00.