Medie: FC Midtjylland køber polsk EM-målscorer
FC Midtjylland kan snart præsentere en ny målsluger på Heden. De danske mestre har ifølge TV2 hentet en polsk EM-målscorer i franske RC Lens.
Fra den største EM-scene til MCH Arena.
Sådan kan det meget vel ende med at gå, da TV2 erfarer, at FC Midtjylland har købt en polsk EM-målscorer.
Det bliver heller ikke nogen billig fornøjelse for Ulvene, som ender med at slippe i omegnen af 30 millioner kroner for den polske spydspids.
Der er tale om Adam Buksa, der åbnede det polske EM med et brag, da han headede Polen i front mod Holland, men det blev ikke til mere for nationen.
Nu ligger den 27-årige polaks fremtid efter alt at dømme i 3F Superligaen og på Heden ifølge TV2.
Angiveligt har Midtjylland hentet ham for næsen af to tyrkiske storklubber i Besiktas og Trabzonspor, som ellers også var interesserede.
I den forgangne sæson var Adam Buksa udlejet til tyrkiske Antalyaspor fra franske RC Lens, hvor han også viste sin målnæse med 16 scoringer i 33 kampe.
Mediet beretter dog, at det endnu er uvist, hvornår FC Midtjylland offentliggør købet.
Dog kommer han angiveligt til at være i spil til midtjydernes 3F Superliga-åbningskamp mod AGF fredag i næste uge.