
FC Midtjylland besejrer Schalke 04 i afbrudt testkamp
FC Midtjylland fik onsdag testet sig af mod tyske Schalke 04. Det endte med en afbrudt kamp og midtjysk sejr.

FC Midtjylland og Schalke 04 ramlede onsdag aften sammen i en testkamp i Østrig.
Her endte den danske mester med at vinde 4-2.
Kampen blev afbrudt med små ti minutter tilbage af den ordinære spilletid på grund af tordenvejr.
Schalke 04 lagde bedst fra land, da Moussa Sylla gjorde til 1-0 efter et kvarter. Det var en simpel bold i dybden, som FCM-spillerne troede var offside.
Schalke-angriberen var helt fri med Elias Olafsson, som ellers reddede i første omgang, inden Schalke-angriberen sparkede den ind i anden omgang.
Allerede fem minutter senere fik en storspillende Ola Brynhildsen dog udlignet til 1-1. Han blev spillet fri i Schalke-feltet, hvorefter han tog et køligt træk og sparkede bolden i mål.
Schalke fik dog bragt sig foran igen, da målscorer Sylla udfordrede FCM-defensiven og fandt Seguin med en aflevering skråt tilbage i feltet, som sikkert blev sat ind af den tyske midtbanespiller.
Efter pausen og en lang række udskiftninger stod der FC Midtjylland på det meste.
Unge Mikel Gorgoza satte i det 54. minut tempo og fandt August Priske foran mål, hvorfra han uden problemer gjorde det til 2-2.
Otte minutter senere udnyttede Alhaji Kamara et straffespark begået mod Adam Gabriel og bragte FCM foran med 3-2.
Få minutter senere var Gorgoza på spil igen, da han pludseligt stod fri til en afslutning midt i feltet og gjorde det til resultatet 4-2.
FC Midtjylland fik givet spilletid til en lang række spillere – også nogle af de nye.
Schalke 04 endte i seneste sæson på 10. pladsen i 2. Bundesligaen. I 2017/18-sæsonen endte den tyske storklub på 2. pladsen i Bundesligaen.