Dobbeltrolle: Tidligere Barca-stjerne får stor bøde
Samuel Eto’o får en bøde for brud på etiske regler – men går fri i en sag om mulig matchfixing, skriver BBC.
Samuel Eto’o skal finde godt 1.300.000 kroner frem og betale dem i en bøde.
Den tidligere FC Barcelona-målsluger har forbrudt sig på det camerounske fodboldforbunds etiske regelsæt, og det koster dyrt. Det skriver BBC.
Eto’o er præsident for forbundet, som i august sidste år åbnede en undersøgelse mod fodboldstjernen. Den handler om en rolle, den tidligere fodboldstjerne har ved siden af.
Eto’o er nemlig også ambassadør for betting-selskabet 1XBET, som er sponsor for de to bedste rækker i det afrikanske land.
BBC skriver, at det er imod FIFA’s regler at have de to roller. Og det er også det, fodboldforbundet er kommet frem til. I afgørelsen skriver de:
– Han har i alvorlig grad forbrudt sig mod principperne for etik, integritet og sportsmanship.
Sagen om brud på etik og integritet er ikke de eneste problemer, Eto’o har stået i. Der har også sideløbende været en sag om mulig matchfixing.
En telefonsamtale mellem den tidligere topangriber og så præsidenten for klubben Victoria United blev lækket. I den skulle de to præsidenter have diskuteret Victoria Uniteds tilbagevenden til den bedste række i Cameroun – før den var matematisk sikret.
Med Eto’os rolle som ambassadør for et betting-selskab in mente var det noget, som bliver undersøgt.
Her går den tidligere FC Barcelona, Inter og Chelsea-spiller dog fri. Der er ikke fundet tilstrækkelige beviser for, at Eto’o har gjort noget forkert, lyder det.
Ifølge Samuel Eto’os advokater vil man anke afgørelsen om millionbøden for brud på de etiske regler, skriver BBC.
Medie: Pique-firmakonto beslaglagt i efterforskning