Niels Frederiksen vil snuppe stopper for næsen af SIF
Niels Frederiksen er landet i den polske storklub Lech Poznan, og her har den danske cheftræner udset sig en af de samme profiler, som Silkeborg har i kikkerten.
Niels Frederiksen giver Kent Nielsen kamp til stregen.
Efter alt at dømme er de to danske cheftrænere nemlig ude efter den samme spiller.
Ifølge det svenske medie Expressen har Silkeborg slynget et bud på en og en halv millioner kroner afsted mod Västerås SK for den svenske stopper Alex Douglas spiller.
Men den handel har Niels Frederiksen og Lech Poznan efter alt at dømme planer om at hijacke.
FotbollDirekt melder nemlig, at Frederiksen og kompagni har smidt et bud mellem to og en halv til tre millioner danske kroner i Västerås retning – et noget højere bud end Silkeborg.
Den 22-årige svenske stopper har været fast mand i startopstillingen for Västerås siden han kom til fra Hammarby TFF i 2022.
Alex Douglas havde således også en stor andel i Västerås SK’s oprykning til Allsvenskan i den forgangne sæson, og i den bedste svenske række er det hidtil blevet til 12 optrædener.
Niels Frederiksen blev ansat i Lech Poznan i midten af maj, og er nu vendt tilbage til fodbolden siden bruddet med Brøndby IF i 2022.
Den danske cheftræner har kontrakt med den polske storklub frem til sommeren 2026.