
Pengeregn i Odense: Minteh-salg giver millioner i klubkassen
Minteh slog sidste år transferrekord i OB, som nu angiveligt får endnu mere glæde af transferen.

Den tidligere OB-spiller Yankuba Minteh er skiftet til Premier League-klubben Brighton.
Det er i en millionhandel, som ifølge mediet The Athletic løber op i 290 millioner danske kroner. Og nogle af de millioner får OB glæde af.
Det skriver TV2 Fyn, som mener at vide, at salget sender 20 millioner afsted til NordicBet Liga-klubben.
Et millionbeløb som bliver smidt oveni de 70 millioner, klubben angiveligt tjente på Minteh, da man sidste sommer solgte gambianeren til Newcastle.
Yankuba Minteh spillede 17 Superliga-kampe og scorede fire mål i sin tid i OB, så man må sige, at klubben får smæk for skillingen. Det er en lille HC Andersen-fortælling.
I den seneste sæson var Minteh udlejet fra Newcastle til hollandske Feyenoord. Her lavede han ti mål i 27 ligakampe.
