EM 2024

Hjulmand: Vi mangler noget – men vi er tæt på

Kasper Hjulmand mener, at der mangler noget offensivt på det danske landshold. Og det er ikke fordi, spillerne ikke gør det, de skal.

Landstræner Kasper Hjulmand under ottendedelsfinalen mellem Tyskland - Danmark på BVB Stadion Dortmund, lørdag den 28 juni 2024.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fire kampe, ingen sejre og blot to mål scoret ved EM-slutrunden.

Der er ingen tvivl om, at der mangler et eller andet på det danske landshold.

Det kan Kasper Hjulmand også se, og på pressemødet efter nederlaget til Tyskland sætter han netop ord på, hvad det egentlig er, der mangler.

– Jeg synes jo, at vi har vist igennem de seneste år, at vi har haft mange kampe, hvor vi er meget tæt på. Vi er der ikke helt. 

– Vi har spillet rigtig, rigtig gode kampe, men vi føler stadigvæk, at vi mangler det sidste op til. I øjeblikket er det jo åbenlyst primært vores evne til at skabe chancer. Noget kreativitet, noget direktehed. 

– Vi har mange unge spillere. Altså Rasmus [Højlund] er første gang med til en slutrunde. Han er 20 år gammel. Vi har Jonas Wind, Andreas Skov Olsen og så videre. Vores unge spillere har stadigvæk noget at gå på. 

– Og i den her slutrunde kan man sige, vi har manglet vores sidste offensive flair og kvalitet, og det har ikke kun noget med spillerne at gøre, det er også den måde, vi sætter det op på, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Hjulmand er godt klar over, at Danmark ikke er blandt Europas bedste landshold, men ambitionerne er soleklare.

– Vi er tæt på. Måske når vi aldrig er helt op på de allerstørste. Det er vores ambition – også i arbejdet hjemme i forbundet – at blive ved med at løfte vores kvalitet på talentudvikling i samarbejde med klubberne, så vi kan få lavet endnu bedre spillere, så vi kan blive ved med at række ud efter måske at kunne komme derop i en periode.

– Men at man stikker til en gang imellem og kommer i en semifinale, det er også vores lod, men vores ambition er, at vi kan komme tættere på den gruppe af hold, som er blandt de største. 

Kasper Hjulmand sammenligner det, DBU sigter efter med et andet landshold, der har haft et godt run de seneste år.

– Måske sådan et stretch, som kroaterne har haft i et stykke tid, og vi har været meget tæt på nogle gange, siger han.

Kasper Hjulmand har stået i spidsen for det danske landshold i 54 kampe.

– Glæden og charmen ved fodbold blev fjernet i dag

Her er det blevet til 32 sejre, otte uafgjorte og 14 nederlag.

Se klippet fra pressemødet med Kasper Hjulmand i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P