– Uanset hvad har Tyskland kvalitetsspillere hele vejen rundt
Jannik Vestergaad og landsholdet forbereder sig på at skulle møde et væld af gode spillere lørdag aften.
Kai Havertz eller Niclas Füllkrug?
Der er angiveligt tvivl om, hvem tyskerne starter med på toppen mod Danmark i ottendedelsfinalen. Havertz startede turneringen flyvende – men han har ikke scoret siden åbningskampen mod Skotland.
Det har Füllkrug til gengæld, og det betyder, at de danske forsvarsspillere måske skal gøre sig klar på den store angriber fra Borussia Dortmund fra start.
Men hvad betyder den tvivl for holdets forberedelser til morgendagens kamp? Det spurgte Campo.dk Jannik Vestergaard om på dagens pressemøde.
– Jamen, som Kasper sagde, så er der mange forberedelser inden en fodboldkamp.
– Vi forbereder os på mange forskellige scenarier både internt, og også hos modstanderen.
– Uanset hvem der starter inde, så kommer den anden nok ind i løbet af de 90 minutter, så vi skal håndtere dem begge – eller dem alle, siger Vestergaard.
For Tyskland er mere end spørgsmålet om, hvem der starter på toppen, mener den tårnhøje danske forsvarsspiller.
– De har spillere fra aller øverste hylde, så det bliver en kamp, hvor vi igen skal have fat i vores kollektiv, og det er vores absolutte styrke, synes jeg.
– VI har ikke tilladt meget helt generelt. Og det er også ambitionen, at at det ser sådan ud igen efter i morgen, siger han.
Jannik Vestergaard havde faktisk i sin tid muligheden for at vælge det tyske landshold. Og det blev han naturligvis også spurgt ind til på pressemødet. Det kan du læse mere om her.
Valgte Danmark over Tyskland: Drømmen var rød og hvid