FCM-stjerne har været under kniven
FC Midtjyllands sydkoreanske angriberstjerne, Cho Gue-sung har været under kniven henover sommeren, hvor han er blevet opereret i sit knæ.
Cho Gue-sung har været under kniven.
Den sydkoreanske spydspids er blevet opereret for en mindre skade i sit knæ, som har plaget ham under 3F Superliga-foråret.
Det har Thomas Thomasberg bekræftet til klubbens hjemmeside fredag.
– Status er, at han er i gang med at genoptræne og gøre sig klar. Vi håber på, at han bliver klar så hurtigt som muligt, og meldingerne er, at det hele er gået godt.
– I løbet af foråret vidste vi godt, hvor det bar henad, men vi kunne heldigvis holde det kørende. Han var lidt generet af det og stod nogle træninger over, uden det var mange, men endte med at komme igennem med det rigtige resultat [en guldmedalje, red.], fortæller Thomas Thomasberg.
På sin hjemmeside skriver Ulvene, at man forventer, at Cho Gue-sung tager med klubben på træningslejr i Østrig fra den 7-14. juli.