Karlsen vender hjem: Masser energi i historisk klub
Morten Karlsen var ikke meget i tvivl, da tilbuddet fra Lyngby Boldklub kom. Han glæder sig til at starte arbejdet i klubben og i Superligaen, som han ‘elsker’.
Morten Karlsen hiver teltpælene op på ny og vender hjem til dansk fodbold og Superligaen.
Den 45-årige træner blev tirsdag bekræftet som ny chef i Lyngby Boldklub. Og det er en klub og en opgave, som fylder Karlsen med energi.
– Det er en fed, fed klub. Jeg er super stolt og super glad over at få lov at stå i spidsen for dem, siger Morten Karlsen til campo.dk, lige efter at han har sat fødderne på dansk jord igen.
Selvom Karlsen har været glad for sin tid i Orange County, hvor han begyndte som assistent i februar 2023, var han ikke i tvivl, da tilbuddet om det ledige trænersæde i Lyngby kom.
– Der er et fantastisk sammenhold. Der er masser af energi og drive i klubben, så det var helt klart noget, jeg gerne vil hjem at være en del af.
– Men for mig handler det også meget om, at Lyngby er en historisk klub. Det er en hæderskronet klub. Der er masser af historik og en masse energi.
– Og så er det i Superligaen, som jeg elsker. Så at jeg kan konkurrere i den er også tiltalende, og det helt klart noget, jeg vil forfølge, siger han.
Lyngby har et af de laveste budgetter i den øverste danske fodboldrække, så ambitionen for De Kongeblå har længe været at overleve i Superligaen.
Den opgave er Morten Karlsen helt klar på, men han vil med tiden også rigtig gerne bygge videre.
– Vi har ikke sat en målsætning endnu. Men vi vil gerne gradvist have det rykket.
– Vi ved godt, vi skal være kompetitive og vinde kampe og sikre os den fjerde sæson i Superligaen.
– Og kan vi hen af vejen også få rykket os længere frem på banen, så er det positivt og selvfølgelig også et mål. Men det vigtigste er, at vi overlever i Superligaen, siger han.
Tilbage i maj sidste år blev Morten Karlsen cheftræner i Orange County. Først på midlertidig basis inden det blev en permanent stilling i november.
Ifølge den tidligere FC Nordsjælland og Randers FC-spiller har tiden i USA lært træner-Karlsen at blive bedre til at tilpasse sig ydre omstændigheder.
– Det er både i forhold til praktiske omkring kampe og de ydre faktorer: Hvordan lægger du en game-plan i 40 graders varme?
– Vi spiller i højderne den ene weekend og i heden den anden. Så det er noget med at tilpasse min ledelse men også min game-plan.
– For at konkurrere i Superligaen skal du også have blik for de små ting, der kan påvirke kampens udfald. For ligaen er så kompetitiv og tæt, siger han.
Morten Karlsen har fået en to-årig kontrakt i Lyngby, som løber til sommeren 2026.
Officielt: Morten Karlsen ny cheftræner i Lyngby