Gennemgang: Danmark kan (måske) gå videre med nederlag
Kroatien spillede mandag aften uafgjort med Italien, og det åbner for et scenarie, hvor Danmark kan gå videre ved EM, selvom de rød-hvide drenge skulle tabe til Serbien tirsdag aften. Uafgjort vil dog med sikkerhed sende de danske drenge videre.
Danmarks skæbne ved dette års EM afgøres tirsdag aften.
Der er flere scenarier i spil, hvor Danmark på papiret kan blive alt fra etter til firer i gruppen.
Danmarks chancer fik imidlertid et nøk op, efter Italien mandag aften udlignede til 1-1 mod Kroatien dybt inde i overtiden.
Resultatet betyder nemlig, at Kroatien bliver treer i gruppe B med blot to point og en målscore på minus tre.
Danmark har på nuværende tidspunkt også to point men derimod en målscore på nul. Skulle Danmark nu tabe til Serbien med et enkelt eller to mål, vil de danske drenge altså være bedre end Kroatien, og såfremt Slovenien, som det alt andet lige er mest sandsynligt, taber til England, vil Danmark formentlig være bedre end Slovenien, som ryger ned på fjerdepladsen i Danmarks gruppe C.
Det står dog allerede nu klart, at treeren i både gruppe A, D og E ender med minimum tre point, hvorfor de tre altså vil ligge over Danmark, såfremt de rød-hvide taber kampen mod Serbien.
Tjekkiet må ikke vinde
Danmark skal derimod sætte deres lid til, at Tjekkiet ikke vinder deres kamp mod Tyrkiet, mens Georgien heller ikke må vinde mod Portugal. Det sidste virker dog lettere usandsynligt. Tjekkiet har på nuværende tidspunkt blot ét point og en målscore på minus én. Skulle de nu spille uafgjort mod Tyrkiet, vil de gå på to point med en målscore på minus én – det samme som Danmark vil have ved et étmålsnederlag til Serbien.
Ligger to hold helt ens på pointantal samt målscore, er det herefter det højest scorede antal mål af et givent hold, som afgør, hvem der slutter højst. Har Danmark eksempelvis en målscore på 3-4, mens Tjekkiets målscore hedder 2-3, vil Danmark altså blive placeret højst på den baggrund.
Er det herefter stadig ikke afgjort, kigger man på, hvem der har vundet flest kampe i turneringen, mens sidste mulighed for en afgørelse findes ved det hold, som har fået færrest kortpoint i turneringen.
Om det når så vidt, vil tiden vise, men eftersom Danmark spiller først vil Tjekkiet, skulle man nu ende i den opstillede situation, kunne spille på Danmarks resultat, eftersom tjekkerne spiller efter Danmark.
Danmark er videre med uafgjort
Det ligger imidlertid fast, at Danmark med uafgjort mod Serbien går videre i turneringen, da man i så fald vil være sikre på at ende over Serbien og minimum blive treer, hvor man med flere point end Kroatien og en bedre målscore end Ungarn altså vil slutte blandt de fire bedste treere.
Danmark møder tirsdag aften Serbien på Allianz Arena i München. Du kan se kampen på DR1 og DRTV.