Delaney klar efter sygdom: Langt nede i kulkælderen
Thomas Delaney var en af de få danske landsholdsspillere, der ikke havde en fridag lørdag, for efter et maveonde trænede midtbanespilleren hårdt. Nu er han så småt ved at væreovenpå igen.
Han befandt sig nærmest helt alene på hotellet, da Danmark fik 1-1 mod England.
Nu er Thomas Delaney dog så småt ved at være ovenpå igen, efter han i et par dage har lidt af et maveonde.
Den danske 8’er blev isoleret på det danske hotel under sin sygdom, og det har ikke været nogen særlig spændende oplevelse. Det fortæller Delaney søndag den fremmødte presse i Freudenstadt.
– Jeg havde et maveonde. Jeg har været rigtig sengeliggende i et par dage. Jeg ved ikke, hvad det skyldtes, men jeg fik i hvert fald slået et telt op ude på badeværelset. Så jeg har gået rundt på hotellet helt alene, så jeg har været langt nede i kulkælderen, fortæller Thomas Delaney.
Mens resten af holdet og staben tog til Frankfurt for at spille den vigtige kamp mod England, blev Delaney hjemme på hotellet i den sydlige del af Freudenstadt.
Klar udmelding fra Hjulmand: Der findes ikke fiasko i sport– Jeg prøvede at ligge og sove alle mulige forskellige steder på hotellet, fordi jeg kedede mig så meget, så jeg har set alle hjørner af hotellet. Jeg tror, jeg så kampen i et ”Ruheraum” (stillerum, red.) nede i vores spa-afdeling, som jeg overhovedet ikke vidste fandtes.
– Jeg har stort set været alene på hotellet, så det har været rigtig godt at få drengene tilbage, jeg har været ekstra glad de sidste par dage. Min energi har gået meget op og ned, fortæller Thomas Delaney, hvis humør atter lader til at være i top.
Den 32-årige midtbanespiller, der officielt returnerer til Sevilla fra sit lejeophold i Anderlecht om præcis en uge, forsikrer, at han er tilbage, selvom gårsdagens trænings stadig sidder i ham.
– Jeg har det godt. Jeg kan godt mærke, at jeg trænede i går, men det er det eneste. Energidepoterne skal lige fyldes op, men det er det eneste, forsikrer Thomas Delaney.
Thomas Delaney blev skiftet ind i stedet for Morten Hjulmand til det sidste minut i Danmarks åbningskamp mod Slovenien.