Sejr til Kompany: Fransk PL-stjerne vælger Bayern
Mange klubber har bejlet til Crystal Palace-stjernen Michael Olises underskrift, og nu ser det ud til, at Bayern München lander.
Michael Olise-sagaen ser ud til at have nået sin ende.
Den vævre Crystal Palace-kant har haft mange bejlere heriblandt Chelsea, som dog har trukket stikket på en handel.
Det har The Blues valgt at gøre på grund af en for stor difference i prisskilt, men det ser ikke ud til at være et problem for Bayern München.
Ifølge The Athletic har Michael Olise nemlig allerede valgt at tage til den tyske storklub.
Således forventes det også, at Bayern München når til enighed med Crystal Palace om en pris.
Udover Chelsea og Bayern var også Newcastle United, Manchester United og Manchester City ude efter den 22-årige franskmand.
Bare et kvarter inden mediet bragte historien om skiftet til Bundesligaen, meldte The Athletic, at Chelsea havde trukket sig ud af kapløbet om Olises underskrift.
Det er heller ikke så underligt, at så mange klubber var ude efter Crystal Palace-juvelen.
I den forgangne sæson var han nemlig en af de bærende kræfter for klubben, når hans baglår ikke drillede.
I 19 optrædener blev det nemlig til 10 scoringer og seks oplæg, imens han gik glip af 20 kampe på grund af en skade i baglåret.
Michael Olise har stadig kontrakt med Crystal Palace frem til 2027, da han forlængede sidste sommer.