Medie: Flerklubsejerskab forhindrer stort United-indkøb
Ifølge Fabrizio Romano kan Manchester United ikke gennemføre en handel med Nice, da den nye ejerkreds i United også ejer store dele af den franske klub. Dermed misser Manchester-klubben måske et af sommerens største transfermål.
Flerklubsejerskab er ikke noget, der får et smil på læben hos mange fodboldromantikere.
Til gengæld vil nogle af disse fodboldromantikere måske fryde sig over, at Manchester United lige nu oplever en af konsekvenserne ved at eje flere europæiske klubber.
Den nye INEOS-ejerkreds hos ‘De Røde Djævle’, ejer nemlig også store dele af den franske klub Nice. Nu lader det til, at United er forhindret i at handle i ‘søsterklubben’, og det er et problem. Der render nemlig et transfermål rundt i netop Nice.
Her er der tale om Jean-Clair Todibo, der har imponeret vidt og bredt i den forgangne sæson, hvor han var en forsvarsklippe i den sydfranske klub.
Men fordi både Manchester United og Nice skal spille Europa League i den kommende sæson, og de begge to er ejet af INEOS-kredsen, kan de to klubber angiveligt ikke handle med hinanden.
Det beskriver Fabrizio Romano på det sociale medie X, hvor han hænger sin hat på en UEFA-lovbestemmelse, der forbyder netop dette.
Havde United altså kvalificeret sig til Champions League, eller havde de ikke vundet FA Cuppen, ville handlen sagtens kunne have været gennemført. Men fordi begge klubber spiller Europa League, forhindrer UEFA-reglerne United i at hente den unge stjerne.
Det er med sikkerhed noget, der sender panderynker ind på ledelsesgangen hos INEOS, eftersom det virker meget sandsynligt, at det i stedet bliver en anden storklub, der løber med den unge franskmands underskrift.
Todibo har nemlig løbende været rygtet til både Tottenham, Liverpool og Chelsea, der ikke har nogle forhindringer med at hente den 24-årige midtstopper, der angiveligt kommer til at koste på den gode side af 400 millioner kroner.
Medie: Tottenham vil snuppe forsvarsspiller for næsen af United Medie: Liverpool byder United op til dans i kamp om Nice-profilIntet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. INEOS kan da i det mindste glæde sig ved, at pengene uanset hvad havner i en af deres egne klubber.
Også selvom de måske ender med at komme fra rivalerne fra Liverpool.