Wieghorst inden vigtig kamp: De skal løbe efter bolden
Når englænderne har bolden, gælder det for danskerne om at holde godt øje med englændernes offensive profiler ifølge Morten Wieghorst.
Der venter danskerne en ordentlig mundfuld af en fodboldopgave torsdag aften i Tyskland.
England, som er blandt EM-favoritterne, skal drilles for at Danmark kan få lidt ro på inden den sidste afgørende kamp i gruppespillet.
Hvis du spørger Morten Wieghorst, kan danskerne finde inspiration i serbernes tilgang til deres kamp mod England søndag.
Ifølge assistenttræneren er der et nemlig et ømt punkt, som Gareth Southgates mandskab ikke bryder sig så meget om.
– Serbien spiller en rigtig god kamp mod dem. De har perioder, hvor de virkelig dominerer spillet. Og det kan England måske ikke lide – de vil helst have bolden.
– Hvis vi kan være gode med bolden og dominere som Serbien, så har vi opskriften, siger han i mixed zone tirsdag til campo.dk og den danske presse.
Den høje fodboldtræner bemærker dog, at det er en opskrift, som har sine faldgruber. For når der står klassespillere på den anden side af banen, skal man være opmærksom.
– De har kvalitet i deres omstillinger. Og i den fase er det vigtigt, hvad der sker, når vi taber bolden.
– De har fart i Saka, Foden kan drive bolden, og så kender vi Harry Kane. Han finder de rigtige positioner, så de har bare kvalitet, siger Wieghorst.
Et stykke hen af vejen mener Morten Wieghorst, at det er samme tilgang, som danskerne havde i deres egen kamp mod Slovenien, der skal til.
Her endte det resultatmæssigt skuffende, men der er ting, Danmark kan tage med, mener han.
– Det er lidt det samme som vores kamp forleden, hvor vi også kom foran. Men vi skal også huske at tage vores chancer.
– Men hvis vi kan få de der perioder, hvor England skal løbe efter bolden, det vil der være plads til, siger han.
Og så har Wieghorst, resten af staben og spillerne fokus på at komme godt ud til anden halvleg.
– Det var også oplægget den anden dag, tilføjer han til en diskussion, som har været heftig siden Slovenien-kampen.
Danmark spiller mod England torsdag aften klokken 18.00.
Hjulmand afviser kritik af ændringer: Faktuelt forkert