EM 2024

To ting fik tyskere til at spotte Vestergaard – de var søde

De danske landsholdsspillere kan bevæge sig frit rundt i landsholdslejren, og det har Jannik Vestergaard benyttet sig af. Den danske stopper er da også blevet genkendt i den lille tyske by, og det skyldes særligt to ting.

Jannik Vestergaard under herrelandsholdets lejr i tyske Frudenstadt.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han står nok ikke først i køen, når PET søger nye agenter.

Ud over at rage godt op i landskabet med sine 199 centimer, så er Jannik Vestergaard heller ikke specielt god til at falde i et med befolkningen – i Tyskland.

Under den danske landsholdslejr i Freudenstadt har de danske spillere forholdsvis frie rammer til at bevæge sig rundt i lokalområdet, og det har den danske stopper benyttet sig af.

Der gik dog ikke lang tid, før han blev spottet som dansk landsholdsspiller i den lille sydvesttyske by.

– Jeg gik sammen med Christian [Eriksen], så det var svært at undgå. Folk var søde, og der var et par, der var henne og få et billede. Vi var der ikke særlig længe. At rende rundt i en Danmark-træningsdragt er måske heller ikke det mest diskrete.

– Vi bor heldigvis tæt på en rigtig hyggelig by, og den kan vi besøge på egen hånd, så længe vi giver besked, og det har jeg benyttet mig af og kommer til at benytte mig af.

– Der er vi alle sammen forskellige. Der er nogle, der har det fint med at sætte skodder for vinduerne og spille computer hele dagen, og der er andre, der er anderledes indrettet, , lyder det fra Vestergaard.

Mandag aften tog hele den danske landsholdslejr sammen på restaurant, hvor den stod på mad fra grill, og det var en stor succes.

– Det er et sceneskift, og det er nogle gange meget rart, når man har været sammen et par uger. Vi har en dejlig base her, men det er også meget tid, vi tilbringer der. Vi gik en tur op ad bjerget til en hytte, så det var ikke fordi, vi var langt væk. Det var stadig de samme ansigter, vi så, men nogle gange er et lille sceneskift rart, lyder det fra Jannik Vestergaard.

Jannik Vestergaard og resten af Herrelandsholdet har under hele EM-slutrunden base på hotellet Fritz Lauterbad i den sydlige del af Freudenstadt midt i Schwarzwald.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P