Medie: Chelsea har ikke råd til PL-bomber
Ifølge det engelske medie The Guardian har Chelsea ikke råd til at hente Bournemouths Dominic Solanke, som ellers er på ønskelisten hos ‘The Blues’.
Chelsea og mangel på økonomiske midler er ikke to ting, man normalt forbinder med hinanden.
Ikke desto mindre lader det til at være tilfældet, når snakken falder på en potentiel handel med Bournemouth, der vil sende Dominic Solanke afsted mod det vestlige London.
For selvom Chelsea angiveligt er interesseret i at hente den engelske angriber, der netop har nydt en målrig sæson hos sydkystklubben Bournemouth, beskriver The Guardian, at Chelsea simpelthen ikke har pengene til at hente ham.
Ifølge det engelske medie er Chelsea ellers ganske interesseret i at hente 26-årige Solanke, der scorede hele 19 mål i 38 Premier League-optrædener i den forgangne sæson.
Men den forventede pris, som Bournemouth angiveligt har sat til omkring 575 millioner kroner er, ifølge The Guardian, for meget for Chelsea.
Solanke har ellers en fortid i Chelsea. Dermed ville det være en mulighed for englænderen for at gøre revanche på en adresse, hvor han aldrig helt formåede at slå igennem.
Solanke spillede i Chelsea i sine ungdomsår, før han i 2017 skiftede gratis til Liverpool, der sidenhen solgte ham til Bournemouth.
Overraskende for mange var det, at Solanke slet ikke blev udtaget til den engelske EM-bruttotrup. Men de 19 sæsonmål var ikke nok til en plads på det stjernespækkede landshold, der tørner sammen med Danmark på torsdag.
Stjerner får kniven af Southgate – se Englands trupKampen mellem Danmark og England spilles torsdag den 20. juni klokken 18:00 og kan ses på TV2 og TV2 Play.