Hjulmands balle kostede: Det kan jeg lære af
Morten Hjulmand spillede søndag sin første slutrundelandskamp for Danmark, men desværre bød den på en uheldig involvering i Sloveniens mål.
En balle blev dyr.
Morten Hjulmand spillede en både ærgerlig og uheldig rolle, da Slovenien i søndagens åbningskamp ved EM udlignede til 1-1 mod Danmark.
Den danske slutrundedebutant fik kun lige sat den ene balle på afslutningen fra Erik Janza, og det var nok til at snyde Kasper Schmeichel i det danske mål.
Selvom det er vanskeligt at klandre Sporting-spilleren, så har situationen tydeligvis gået ham på efterfølgende.
– Jeg var selvfølgelig meget irriteret over det i momentet og efter kampen, men det er sådan nogle småting, der kan ske i fodbold.
– Jeg ved til næste gang, at jeg bare skal blive stående i stedet for at lave den bevægelse. Det er noget, jeg kan lære af, og det er det fede ved fodbold. Nogle gange begår man fejl, og det kan man lære af, og så gør man det anderledes næste gang, forklarer Morten Hjulmand tirsdag i Freudenstadt.
Hvorvidt det er en fejl af den unge dansker, er en smule vanskeligt at vurdere, men det føler hovedpersonen tilsyneladende selv.
– I momentet er det jo en ren refleks, og det føler jeg også godt, man kan se på billederne. Det er en refleks, at jeg ikke bliver stående, men det skal jeg jo så gøre næste gang, lyder det selvransagende fra den blonde midtbanespiller.
Kampen mod Slovenien var Morten Hjulmands ottende a-landskamp, efter han i september sidste år debuterede i 4-0-sejren over San Marino i Parken.