Slovensk journalist: Danmark har det, Slovenien drømmer om
Danmark åbner EM 2024 mod Slovenien søndag aften. I den forbindelse har campo.dk taget en snak med en slovensk journalist, der sender favoritværdigheden til Danmark. Ifølge ham er Danmark en fodboldnation, der indeholder alt det, Slovenien selv gerne vil have.
‘Alle ved, at Danmark er favorit mod Slovenien’.
Sådan lyder den kontante udmelding fra en slovensk journalist, som campo.dk fanger forud for søndagen åbner ved EM 2024 mellem Danmark og Slovenien.
Han er ikke i tvivl om, at Danmark står med de bedste kort på hånden til aftenens opgør, men det er han samtidig lidt ligeglad med.
Slovenien har nemlig ikke deltaget ved en stor slutrunde i mange år, og derfor er han i første omgang bare glad for at være med… Og så er bolden jo rund – alt kan ske.
– Det er 14 år siden, at Slovenien har spillet en kamp ved en stor slutrunde, og det var ved VM i Sydafrika. Derfor er det faktum, at vi har mulighed for at deltage ved EM, og at vores landshold kan spille de her kampe på vegne af Slovenien så specielt i sig selv. Alt udover dette vil bare være en bonus.
– Selvfølgelig er Danmark favorit. Vi ville være galninge, hvis vi ikke mente det. Det er let. Vi ved, hvor danske fodboldspillere spiller. Vi ved, hvilken indflydelse de har i fodboldens verden. Vi ved det hele, men det er okay. Danmark er favorit til opgøret, og Danmark har alt det, som Slovenien drømmer om at have, når det kommer til fodbold. Men det er jo trods alt fodbold – alt kan ske.
Kampen mellem Danmark og Slovenien sparkes som bekendt i gang søndag aften.
Forud for opgøret har den danske landstræner Kasper Hjulmand meldt alle danske spillere klar til kamp. Læs mere om dette her.
Kampen fløjtes op klokken 18:00 og kan følges direkte på DR1 og DRTV.
Se indslaget med den slovenske journalist i videoen øverst i artiklen
Hjulmand eller Delaney? Ekspert ikke i tvivl