United-emne flirter med Dortmund: En virkelig stor klub
Stuttgarts brandvarme angriber Serhou Guirassy har været sat i forbindelse med en række europæiske topklubber, men adspurgt, om han kunne forestille sig at skifte til Dortmund var tonen utrolig varm.
28 mål i 28 Bundesligakampe har fået alverdens storklubber til at spærre øjnene op for Stuttgarts brandvarme angriber Serhou Guirassy.
Således også ligarivalerne fra Dortmund, som det blev rapporteret i maj. Her lød det, at Dortmund var yderst interesseret i angriberen.
Og noget tyder på, at interessen er gengældt fra den 28-årige angriber. Hvert fald taler Guirassy varmt om den tyske storklub i et nyt interview.
Her bliver Guirassy spurgt, om han kunne forestille sig et skifte til Dortmund.
– Absolut. Det er en virkelig stor klub. Men der er intet under opsejling. Jeg er stadig på kontrakt i Stuttgart, udtaler angriberen til tysk Sky Sport.
Guirassy kom første gang til Stuttgart i september september 2022 på en lejeaftale fra franske Stade Rennais. I sommer blev aftalen gjort permanent, men nu kan den store angriber allerede være på vej videre.
Selv tager han fremtiden med ro.
– Jeg ved det ikke. Jeg har været afsted med landsholdet. Nu er det tid til ferie. Vi ved, hvad der kommer til at ske, om et par uger, slutter Guirassy.
Manchester United, Atletico Madrid og West Ham er blandt de store klubber, som har været meldt interesseret i Guirassy.