Officielt: Silkeborg køber offensivspiller i AaB
Silkeborg handler ind i AaB, hvor de har udset sig en af klubbens offensive profiler.
De har allerede hentet Andreas Poulsen i det nordjyske.
Nu er det imidlertid en offensiv-spiller, Silkeborg IF-cheftræner Kent Nielsen har set sig lun på i sin tidligere klub, AaB.
Således er Younes Bakiz onsdag blevet præsenteret som ny spiller i Silkeborg IF.
Bakiz kom til AaB fra Viborg FF i sommeren 2022. Han har siden spillet 55 kampe med 12 mål og syv oplæg til følge.
Men nu er det altså slut. Bakiz kan nu kalde sig SIF-spiller, og det oplyses, at parterne har indgået en aftale, der gælder for de kommende fire år.
– Bakiz har både i Viborg og AaB vist, at han har meget at byde ind med i 3F Superligaen, og vi har en forventning om, at han hurtigt vil kunne falde ind i vores spillestil og bidrage til holdet, siger sportschef Jesper Stüker og fortsætter.
– Bakiz har både et godt blik for spillet, kan spille i mellemrum, og så kan han selv sætte modspillere af. Vi ser ham spille højt på banen, og ser også et potentiale som målscorer. Vi ser frem til at se Bakiz i den røde trøje.
Fra AaB’s side takkes Bakiz for sin indsats i de seneste to år og for sin medvirken til, at AaB nu igen er tilbage i Superligaen.
– Younes har haft en værdifuld indflydelse på vores tilbagevenden til 3F Superligaen, og det skal han have en stor tak for, lyder det fra AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier.
– Efter at have modtaget en henvendelse fra Silkeborg I.F. har vi fundet en god løsning for alle parter, og vi ønsker Younes alt det bedste i fremtiden.
Younes Bakiz får trøje nummer 10 i Silkeborg IF.
Sæsonens mål? AaB’er scorer vanvittig kasse mod Vendsyssel