EM Retro: Vi havde bygget op til det helt store
Danmark gik videre fra gruppespillet ved EM 2004, men ikke desto mindre rejste holdet hjem med en følelse af, at det skulle være blevet til mere, husker reservemålmand Peter Skov-Jensen. Han er en af givetvis meget få spillere, der er blevet bedt om at gøre det dårligere til træning.
Ganske vist hørte Danmark ikke til blandt de absolutte favoritter ved EM 2004 i Portugal, men alligevel var der herhjemme visse forventninger til holdet.
Siden Morten Olsen havde taget over som landstræner efter EM 2000, var Danmark strøget ubesejret gennem kvalifikationen til VM 2002. Man havde også gjort en god figur ved slutrunden i Japan og Sydkorea – blandt andet med en sejr over de forsvarende verdensmestre fra Frankrig – og siden vundet sin kvalifikationsgruppe forud for EM 2004.
En god generation var på vej til at toppe. Spillere som Thomas Sørensen, Martin Laursen, Thomas Gravesen, Jesper Grønkjær, Jon Dal Tomasson, Martin Jørgensen og Ebbe Sand var alle i eller ganske tæt på deres bedste fodboldalder. Laursen og Grønkjær var 26, Sand 31 og resten et sted derimellem, da det gik løs i Portugal.
Danmark lagde for med 0-0 mod Italien – der blev verdensmestre to år senere – i en kamp, der især huskes for udvisningen af Francesco Totti. Italieneren havde efter en stribe dueller med Christian Poulsen set sig godt sur på danskeren. Han mistede besindelsen og spyttede ham i hovedet.
Men det var ikke det eneste røde kort til Danmarks modstandere ved denne EM-slutrunde. Små ti minutter før slutfløjtet i kampen efter måtte Bulgarien se sig reduceret til ti mand, da Stiliyan Petrov modtog sit andet gule kort. Forinden havde Jon Dahl Tomasson bragt Danmark foran 1-0, og i kampens overtid gjorde Jesper Grønkjær det til 2-0.
De øvrige resultater i Danmarks Gruppe C artede sig sådan, at Danmark og Sverige i sidste runde af gruppespillet kunne sende hinanden videre ved at spille uafgjort med mindst to mål til hver. Og sandelig om ikke nabolandene spillede 2-2. Aftalt spil var der næppe tale om, men naturligt nok virkede ingen af holdene synderligt interesserede i at angribe, efter Mattias Jonson udlignede til slutresultatet i det 89. minut. Jon Dahl Tomasson scorede begge danske mål – til 1-0 efter knap en halv time og til 2-1 midt i anden halvleg. Indimellem havde Henrik Larsson udlignet på straffespark.
Resultaterne rakte til en andenplads i Gruppe C og altså en plads i de afgørende knockout-kampe. I 2004 havde EM deltagelse af 16 hold, hvoraf halvdelen gik videre efter det indledende gruppespil – altså otte hold i fire kvartfinaler.
En fuser
For Danmarks vedkommende hed modstanderen Tjekkiet. Selv om tjekkerne i deres indledende gruppe havde imponeret ved at gøre rent bord med sejre over Letland, Holland og Tyskland, boblede optimismen i den danske trup, husker målmand Peter Skov-Jensen, som var med i Danmarks trup ved EM 2004.
– Vi gik ind til den kamp med den overbevisning, at vi skulle videre. Vi havde bygget op til det helt store og virkelig sat næsen op efter den plads i semifinalen, fortæller han til campo.dk.
– Vores koner og kærester var kommet derned til den kamp. Og det skulle virkelig være en fodboldfest. Men det blev noget af en fuser.
Det var to stærke angribere, der fik den danske EM-dynamit til at fuse ud. Efter 0-0 ved pausen bragte tjekkerne sig foran kort inde i anden halvleg. Et perfekt hjørnespark lå lige til pandebrasken på den 202 cm høje Borussia Dortmund-spiller Jan Koller, der forholdsvis ubesværet sendte bolden i mål. Og siden fulgte hans makker i front, Liverpools Milan Baros, op med to flotte scoringer.
– Det var på en måde Koller, der virkelig gjorde det onde ved os. Man kunne godt fornemme det ude på bænken, hvor det bar hen ved 1-0, og ved 2-0 var løbet kørt, siger Peter Skov-Jensen, der under slutrunden agerede reserve for det klare førstevalg Thomas Sørensen.
Ud over skuffelsen over kvartfinalenederlaget husker Skov-Jensen særligt EM 2004 for et stærkt sammenhold i den danske trup.
– Det der med ”Én for alle, alle for én”, det er virkelig rigtigt. Jeg var faktisk den eneste Superliga-spiller i truppen. Stephan Andersen (tredjemålmand under EM-slutrunden, red.) var lige på vej til at skifte til Charlton. Alle snakkede med alle, følte jeg. Selv om nogle var store stjerner i Milan, eller hvor de nu spillede, så var de helt nede på jorden, fortæller Peter Skov-Jensen.
Se hele Danmarks trup ved EM 2004 nederst i artiklen
“Skru ned!”
Han kom ind i landsholdsholdsvarmen små to år før EM 2004 i Portugal. Efter en god sæson for FC Midtjylland i Superligaen blev han i en alder af 31 år for første gang udtaget til nationalmandskabet. Som han husker det, var det den daværende assistenttræner Keld Bordinggaard, der overbeviste Morten Olsen om, at Skov-Jensen skulle med.
Det lykkedes hurtigt Midtjylland-keeperen at forsikre trænerne om, at de havde valgt rigtigt. Forud for den første kvalifikationskamp frem mod EM 2004 – en udekamp i Norge i september 2002 – gjorde Skov-Jensen det godt i træningen. Og ikke bare godt, faktisk for godt. Han var nemlig ved at pille selvtilliden ud af holdets offensive spillere.
– Jeg stod helt vildt godt til træning. Det var lige meget, om de kørte indlæg eller kom to-tre mand alene igennem. Det gik helt forrygende for mig. Jeg tog alt. Da vi havde skudtræning, kom Keld Bordinggaard ned til mig og sagde ”Du er nødt til at skrue lidt ned. De kan simpelthen ikke score på dig,” husker Peter Skov-Jensen.
Måneden efter fik han sin debut på landsholdet i en 2-0-sejr over Luxembourg i EM-kvalifikationen, og endnu en måned senere, altså i november 2002, vogtede han målet i en venskabskamp mod Polen. Men han huskes nok især for sine optrædener to år senere.
Reddede Danmark
Thomas Sørensen var ude med en skade, og dermed var det Skov-Jensen, der skulle agere sidste skanse for Danmark i VM-kvalifikationskampene mod Albanien i Tirana og Tyrkiet hjemme i Parken i oktober 2004. Han gjorde det fejlfrit mod albanerne og bidrog dermed til en dansk 2-0-sejr, men endnu bedre var hans præstation mod Tyrkiet.
”Peter Skov-Jensen reddede Danmark i gigantgyser” skrev både B.T. og Ekstra Bladet.
Danmark kom foran 1-0 efter knap en halv time på et straffespark af Jon Dahl Tomasson, men kort efter blev Jesper Grønkjær udvist. Det blev startskuddet til et tungt, tyrkisk overtag. Efter cirka en times spil fik tyrkerne straffespark, men Nihat Kahveci ramte stolpen i sit forsøg på at udplacere Skov-Jensen.
Ti minutter senere lykkedes det dog Nihat at gøre skaden god igen og score til 1-1. Tyrkerne pressede på, og Peter Skov-Jensen måtte diske op med flere pragtredninger for at sikre Danmark et point.
– Når man står derinde, er det jo bare som enhver anden kamp. Man koncentrerer sig hele tiden om at gøre det godt. Men bagefter var der stor ståhej omkring mig. Med den eksponering, der var, kunne jeg jo godt se vigtigheden, og at jeg egentlig havde spillet en stor kamp. Det er jeg da glad for at have oplevet, siger Peter Skov-Jensen.
Den flotte kamp blev hans sidste på A-landsholdet, men den var givetvis også medvirkende til, at han i en sen alder fik et udlandseventyr. I januar 2005 skiftede han i en alder af 34 år til Bochum, hvor det på to et halvt år blev til 14 kampe i Bundesligaen og 15 i 2. Bundesliga.
– Lige pludselig flaskede det hele sig bare. Og det gjorde også, at jeg kom til Tyskland. Det var jo ikke lige noget, jeg havde forventet skulle ske. Vi tænkte bare, at det skulle prøves. Sådan et tilbud ville ikke komme igen. Om det så skulle koste mig landsholdspladsen, så skulle chancen tages. Det var det værd, siger Skov-Jensen.
EM Retro: Velsignet før semifinale – det hjalp sgu ikkeFakta om Peter Skov-Jensen
Født: 9. juni 1971
A-landsholdet: 4 kampe, 1 mål imod. 3 sejre, 1 uafgjort, 0 nederlag.
Klubber: Esbjerg (1990-1997), Herning Fremad (1997-1999), FC Midtjylland (1999-2005), Bochum (2005-2007), Sandefjord (2007-2008), Køge Boldklub (2008)
Bedste medspiller: Mohammed Zidan og Jon Dahl Tomasson
”Zidan var den, der havde det største impact. Han var en gamechanger for FC Midtjylland. På landsholdet vil jeg nævne Jon Dahl Thomasson, som jeg trænede meget sammen med. Også efter træningerne ved EM i 2004.”
Zidan scorede 30 mål i 47 kampe for FC Midtjylland. Thomasson er med 52 mål delt topscorer på A-landsholdet.
Bedste modstander: Mário Jardel
Den brasilianske angriber huskes nok bedst for sin tid i FC Porto (1996-2000) og Sporting (2001-2003). Scorede vanvittige 151 mål i 132 kampe for de to klubber i den portugisiske liga. Spillede for Sporting mod FC Midtjylland i UEFA Cup-en i september 2001 og scorede tre mål i de to kampe.
Danmarks trup ved EM 2004
1 Thomas Sørensen, Aston Villa FC
2 Kasper Bøgelund, PSV Eindhoven
3 René Henriksen, Panathinaikos FC
4 Martin Laursen, Aston Villa FC
5 Niclas Jensen, BV Borussia 09 Dortmund
6 Thomas Helveg, Internazionale FC
7 Thomas Gravesen, Everton FC
8 Jesper Grønkjær, Chelsea FC
9 Jon Dahl Tomasson, AC Milan
10 Martin Jørgensen, Udinese Calcio
11 Ebbe Sand, FC Schalke 04
12 Thomas Kahlenberg, Brøndby IF
13 Per Krøldrup, Udinese Calcio
14 Claus Jensen, Charlton Athletic FC
15 Daniel Jensen, Real Murcia CF
16 Peter Skov-Jensen, FC Midtjylland
17 Christian Poulsen, FC Schalke 04
18 Brian Priske, K.R.C. Genk
19 Dennis Rommedahl, PSV Eindhoven
20 Kenneth Perez, AZ Alkmaar
21 Peter Madsen, VfL Bochum
22 Stephan Andersen AB
23 Peter Løvenkrands Glasgow Rangers FC
Kilde: DBU.dk
EM-slutrunden 2004 i Portugal
Danmarks kampe
14. juni Danmark 0-0 Italien i Guimarães, gruppekamp
18. juni Danmark 2-0 Bulgarien i Braga, gruppekamp
1-0: Jon Dahl Tomasson (44.)
2-0: Jesper Grønkjær (90.)
22. juni Danmark 2-2 Sverige i Porto, gruppekamp
1-0: Jon Dahl Tomasson (28.)
1-1: Henrik Larsson, straffespark (47.)
2-1: Jon Dahl Tomasson (66.)
2-2: Mattias Jonson (89.)
27. juni Danmark 0-3 Tjekkiet i Porto, kvartfinale
0-1: Jan Koller (49.)
0-2: Milan Baros (63.)
0-3: Milan Baros (65.)
Finalen
4. juli Portugal 0-1 Grækenland i Lissabon
0-1: Angelos Charisteas (57.)
Kilder: DBU.dk og UEFA.com