Kjær er klar på mindre rolle: Altid til rådighed for holdet
Simon Kjær kom på banen, da det danske landshold lørdag aften besejrede Norge med 3-1 på Brøndby Stadion, men det er alligevel ikke sikkert, at landsholdsanføreren kommer til at spille fast til EM-slutrunden.
Simon Kjær er ikke selvskrevet til en startplads, når EM går i gang i Tyskland.
Det er første gang i lang tid, at det er tilfældet, for den danske landsholdsanfører.
Således er det også en markant anderledes rolle, end Simon Kjær er vant til, hvorfor han selv har fået mange nye ting at tænke på.
– Der kommer mange overvejelser omkring, hvordan man så skal gøre. Jeg vil altid spille, og hvis man beder mig om at spille 90, så spiller jeg også 90.
– Men der komme nogle andre situationer, hvor jeg skal give mere af mig selv på en anden måde. Jeg står altid til rådighed for holdet, så der er mange tanker omkring det, men heldigvis positive, fortæller Simon Kjær til TV2.
Hvor står du før EM?
– Jeg står godt. Jeg har en uge til at bygge endnu mere på, og så må vi se, hvor jeg lander om en uge, og hvad Kasper [Hjulmand, red.] vælger.
– Alle os, der er med, vi vil spille, men vi respekterer 100 procent de beslutninger, der bliver taget. Jeg synes, vi har sindssygt mange dygtige spillere – en komplet trup.
– Den store hovedpine, den ligger ved Kasper [Hjulmand, red.].
Simon Kjær fik en halv time på banen, da Danmark slog Norge i den sidste EM-testkamp.
EM Ambassaden: Giver det mening med Simon Kjær?