Medie: ‘VK’ er for dyr til at blive
Victor Kristiansen kommer efter sigende ikke til at blive i Bologna efter sommerferien, da hans prisskilt overstiger den italienske klubs købekraft- og lyst.
Victor Kristiansen har haft et godt år i Bologna.
Det fortalte den danske landsholdsback til campo.dk og den øvrige fremmødte presse i landsholdslejren torsdag.
I samme ombæring fortalte han dog også, at han ingen anelse har om, hvad der venter ham efter sommferien.
Den tidligere FCK’er har nemlig kun opholdt sig i den italienske klub på en lejeaftale.
Det er Leicester, der fortsat har papirerne på danskeren.
Men uanset hvad Victor Kristiansen selv måtte gå at håbe på, så bliver det altså ikke Bologna, som han skal tørne ud for i 2024/25-sæsonen.
Det skriver i hvert fald Tuttomercatoweb.
Ifølge mediet er prisen på den danske back nemlig for høj – også selvom Bologna har kvalificeret sig til at spille med i Champions League i den kommende sæson.
Man skal nemlig sende hele 15 millioner euro i retning af Leicester, hvis man vil have danskeren på en permanent aftale.
Det svarer til 110 millioner kroner, hvilket er beløbet på den købsoption, som parterne har i aftalen med hinanden.
Pengene kunne formentlig godt findes, men det vurderes altså af Bologna, at det er for højt et beløb.
Victor Kristiansen noterede sig for 32 serie A-kampe i den forgangne sæson.
Den 21-årige dansker er på kontrakt med Leicester frem til sommeren 2028.