EM Retro: – Det var et voldsomt godt landshold, vi havde
Danmarks landshold i 1980’erne henrykkede en hel verden og skabte for første gang regulær fodboldfeber herhjemme. Holdet trådte for alvor ind på verdensscenen ved EM 1984 i Frankrig. Her fortæller midtbanespilleren John Lauridsen om sine oplevelser ved slutrunden, om et hold af klassespillere og om en særlig forbindelse til de danske fans.
EM 2024
DanmarkEn teknisk dygtig midtbanespiller med et godt overblik og et godt skud.
Fast mand gennem seks sæsoner på et godt LaLiga-hold, der undervejs hentede en tredjeplads og nåede en europæisk finale.
Nu om dage ville den beskrivelse af en dansk spiller rime på en ret fast plads på det danske A-landshold.
Men sådan var det ikke i 1980’erne.
– Det var jo et voldsomt felt. Det var nogle voldsomme spillere, man skulle slå af. Vi havde en midtbane, hvor folk i periferien hed Jan Mølby, Jesper Olsen og Per Frimann. Og så var der ellers Klaus Berggreen, Jens Jørn Bertelsen, Frank Arnesen og Søren Lerby fast på holdet. Det var jo nogle hårde nogle at skulle bide skeer med, siger John Lauridsen.
Voldsom styrke
Det var nemlig ham, som spillede fast i LaLiga – for Espanyol fra 1982 til 1988 – men ikke desto mindre var i periferien af den danske landsholdsmidtbane, altså i lighed med andre prominente navne.
– Det viser jo også, at styrken dengang var voldsom. Det var bare et voldsomt godt landshold, vi havde. Måske var det vigtigste, at vi alle sammen spillede fast i vores klubber. Det var simpelthen vitalt, og det tror jeg også, at det er den dag i dag. Hvis man skal med til de der slutrunder og for alvor gøre en forskel, så skal man spille i sin klub i det daglige, mener Lauridsen.
Han var med ved EM 1984, men den hårde konkurrence betød, at slutrunden i Frankrig blev hans eneste med landsholdet. Danmark var som bekendt også med ved VM i Mexico to år senere, men denne gang uden Lauridsen i truppen.
– Op til VM var der ligesom en eksamen for os, der var på vippen. Det var nede i Bulgarien, og der fik vi en snitter på 3-0. Jeg spillede en halvleg og spillede ad helvede til, så der var jeg ikke god nok. Der var ikke noget at gøre, erkender Lauridsen.
Han startede sin karriere i Esbjerg fB og var med til at vinde DM-guld for vestjyderne i 1979. Samme år spillede han et par OL-kvalifikationskampe, og i 1981 fik han debut på A-landsholdet – endda med en scoring – i en 2-1-sejr over Finland.
Den rette mand på det rette tidspunkt
I 1982 skiftede han til Espanyol, og i takt med at han fandt sig til rette i den spanske liga, sendte træner Sepp Piontek oftere bud efter Lauridsen.
Tyskeren havde overtaget landsholdet i 1979. Han havde samtidig sat sig i spidsen for en kulturændring. Hvor spillerne tidligere kom hjem til landskampe for at hygge sig, skulle opgaverne nu tages anderledes seriøst.
– Sepp havde været inde at revolutionere vores landshold. Han gjorde noget positivt ved at fortælle os, at vi godt kunne, men at det altså også krævede en indsats. Han var den rette mand på det rette tidspunkt for det danske landshold. Det er ikke ensbetydende med, at jeg var enig i alle hans dispositioner, men jeg respekterede ham som træner i alle facetter, for han var jo en god træner for det danske landshold. Det er der slet ikke nogen tvivl om, fortæller Lauridsen og fortsætter:
– Jeg var sådan set bare glad for alle de kampe, jeg fik. Men selvfølgelig kunne jeg godt være utilfreds, når jeg ikke spillede – ellers er der jo også noget galt med én, hvis ikke man er det.
Stor oplevelse på trist baggrund
John Lauridsen spillede seks af Danmarks otte kvalifikationskampe forud for EM 1984 og fik plads blandt de 20 udvalgte spillere til EM-slutrunden. Han kom første gang i aktion, da han i åbningskampen kom ind som afløser for Allan Simonsen, der var så uheldig at brække benet.
– Det var i hvert fald ikke de omstændigheder, jeg ønskede at komme med under. Det var skrækkeligt synd for Allan, men det var selvfølgelig vanvittigt stort at spille EM for en ung knægt. Når nu jeg var med i truppen, så havde jeg jo selvfølgelig også en drøm om at komme til at spille. Som sagt var det meget uheldige omstændigheder, men jeg var glad for de 45 minutter, jeg fik, siger Lauridsen.
Efter 0-0 ved pausen vandt EM-værterne 1-0 på et mål af verdensstjernen Michel Platini. Platini var turneringens helt store oplevelse med hele ni mål i Frankrigs fem kampe på vejen til titlen som europamestre.
– Jeg synes, det var ufortjent, at vi ikke fik mindst et point. Vi havde i hvert fald chancer nok til det. Jeg synes, vi var ligeværdige med franskmændene som minimum, vurderer John Lauridsen.
Maste stærke jugoslavere
Næste opgave for Danmark var Jugoslavien. Lauridsen var igen på bænken, men kom ind ved stillingen 3-0 med knap et kvarter igen.
Kort efter blev det 4-0, inden Espanyol-spilleren med et velplaceret spark gjorde det til slutresultatet 5-0.
– Det var jo helt vanvittigt. Vi maste de her jugoslavere fuldstændig. Det var jo et hold, som man betegnede som en af favoritterne til at komme langt i turneringen. Man kan vist roligt sige, at vi fik stemplet ind i turneringen. At vi spillede så godt, og vi besejrede et hold, som egentlig var udset til at være et af de bedste, fortæller John Lauridsen og fortsætter:
– Vi skal jo huske, at dengang var der kun otte hold med. England var ikke med, dem havde vi selv slået ud. Holland var der ikke. Italien heller ikke. Tyskland kom ikke langt. Det var virkelig creme de la creme. Den sejr gav et løft til truppen, den der følelse af ”Hey, vi kan sgu godt det her”.
Bidrog til festen
– Personligt var det jo også fedt at score et mål. Der var jo en kæmpe opbakning nede i Frankrig, og vi havde virkelig en connection der mellem os og tilskuerne. Folk boede jo på campingpladser rundt omkring vores hotel, og så kom de op og snakkede med os. Jeg kan huske, at der var et gitter foran hotellet. Så gik vi jo bare hen og snakkede ud gennem gitteret, siger Lauridsen med begejstring i stemmen og fortsætter:
– Der var bare en rigtig god forbindelse mellem os og det danske publikum. Det, synes jeg, var fedt, og det var dejligt at være en del af. Vi var jo ikke mere end dem, syntes vi. Vi var bare pisseglade for, at de bakkede os sådan op. Og så oven i købet bidrage til deres fest ved at score et mål… Fantastisk, ikke?
Begejstring var der virkelig omkring landsholdet i 1980’erne. Mindst 15.000 danske tilskuere var på plads til hver af Danmarks kampe i Frankrig, og herhjemme lå gaderne øde, når Danmark spillede.
– Jeg kan huske, da vi kom hjem, så var der en familie oppe i Nordjylland, der havde lavet store hæfter med alle mulige udklip fra aviserne. Det blev samlet til en stor bog – altså til hver af spillerne. Vi fik alle sammen én. Der gik det endnu mere op for mig, hvor stort det havde været herhjemme. Man kunne jo ikke lige gå på nettet, så vi kunne jo ikke se dækningen på samme måde, som man kan nu, fortæller John Lauridsen.
Sejren over Jugoslavien betød, at Danmark i sidste runde af gruppespillet skulle dyste direkte mod Belgien om en plads i semifinalen. Det blev en uforglemmelig kamp, som Danmark vandt 3-2 efter at have været bagud 0-2.
– Det var en hel vild kamp. Helt vanvittigt. Og bagefter var fornemmelsen også ”Hold da op. Vi kan gå hele vejen,” fortæller John Lauridsen, der så til fra bænken.
Det gjorde han også i semifinalen, som Danmark tabte til Spanien i straffesparkskonkurrence.
– Selvfølgelig ville jeg ekstra gerne have været med mod Spanien, fordi jeg jo spillede dernede til hverdag. Men der var jo bare så mange andre gode spillere. Bare se på Kenneth Brylle, der kom ind imod Belgien og scorede til 2-2. Vi fik vist, at selv om vi sad på bænken, så kunne vi godt komme ind og spille noget ordentlig fodbold og bidrage til holdet, siger John Lauridsen.
Hold nu kæft, nogle spillere!
Semifinalen blev endestationen, og det kan godt ærgre ham lidt. Selv mener han, at der var kvalitet nok i holdet til guld.
– Vi havde så mange vindere på det hold. Søren Lerby. Morten Olsen. Preben Elkjær. Virkelig nogle gode typer. Altså hold nu kæft, mand. Dem kan man godt savne i dag. De var fandme uvurderlige. Det var de. Ivan Nielsen og Søren Busk dernede bagved. Der var nogle vitale folk. Og så alle vi andre, der også bød ind med en masse godt. Det var den fedeste oplevelse rent fodboldmæssigt at være en del af det hold, mindes John Lauridsen.
– Jeg er stolt af, at vi så gjorde så stort et indtryk. Det var jo fantastisk for os alle sammen. Jeg synes jo, vi havde et klassehold. Vi havde jo et hold, der havde fortjent at vinde. Hvis ikke EM i Frankrig, så VM i Mexico to år senere. Jeg tror også, at hvis vi havde mødt Frankrig i finalen, så kunne vi godt have klasket dem. Eller… det er jeg slet ikke i tvivl om, tilføjer John Lauridsen.
Sgu lidt stolt
Han er 65 år i dag, og selv om fodboldkarrieren – der efter tiden i Espanyol bød på to år hos Mallorca og tre år hjemme i Esbjerg – efterhånden ligger mange år tilbage, bliver han stadig mindet om den med jævne mellemrum.
– Den dag i dag kommer folk stadig hen og taler med os gamle spillere, når vi er til nogle arrangementer. Jeg synes, det er fantastisk. Folk kan huske mere om nogle kampe, end vi selv kan. Det oplever jeg også i Spanien.
– Det kan være, det lyder banalt, og det kan være det lyder skørt… Men at jeg sådan har været med til at betyde noget for ganske almindelige mennesker en ganske almindelig søndag eftermiddag i Barcelona – eller for en masse danskere en sommer der i Frankrig eller foran kassen… Det gør mig sgu lidt stolt.
Fakta om John Lauridsen
Født: 2. april 1959
A-landsholdet: 27 kampe, 3 mål. 15 sejre, 3 uafgjort, 9 nederlag.
Klubber: Esbjerg fB (-1981), Espanyol (1982-1988), Mallorca (1988-1990), Esbjerg fB (1990-1993)
Bedste medspillere: Thomas N’Kono, Søren Lerby, Michael Laudrup
”Jeg kunne jo nævne et helt landshold… Men da jeg spillede i Espanyol, spillede jeg sammen med Thomas N’Kono fra Cameroun, og han er for mig verdens bedste målmand. Nu har jeg oplevet ham hver dag til træning. Han var en suveræn målmand. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har spillet mod mange gode målmænd, men ham her var helt outstanding.
Jeg vil også nævne Søren Lerby. Han var fuldstændig ekstraordinær. Se på, hvad han har vundet af titler (blandt andet to tyske mesterskaber og Europa Cuppen for Mesterhold – nu Champions League, red.). Han havde så stor betydning for et hold. Og så selvfølgelig Michael Laudrup. Creme de la creme.”
Bedste modstander: Osvaldo Ardiles
”Jeg har spillet mod Michel Platini og Daniel Passarella fra Argentina. Jeg har spillet mod Maradona. Men den, jeg bedst husker som noget specielt, var Osvaldo Ardiles. Hele hans måde at agere på. Han var en elegant fodboldspiller ud over alle grænser. Ham var jeg virkelig imponeret over. Da jeg spillede mod Maradona i Spanien, var han ikke så god, som han blev i Italien. Det han lavede for Napoli, var jo helt vanvittigt. Han vandt også nærmest et VM helt selv i Mexico i 1986. Så har jeg også spillet mod Ruud Gullit og van Basten. Der er nogle stykker at tage af, men jeg går med Ardiles.”
Danmarks trup ved EM 1984
1 Ole Kjær, Esbjerg fB
2 Ole Rasmussen, Hertha Berlin
3 Søren Busk, AA Gent
4 Morten Olsen, RSC Anderlecht
5 Ivan Nielsen, Feyenoord
6 Søren Lerby, FC Bayern München
7 Jens Jørn Bertelsen, RFC Seraing
8 Jesper Olsen, Ajax Amsterdam
9 Allan Simonsen, Vejle BK
10 Preben Elkjær, KSC Lokeren
11 Klaus Berggreen, SC Pisa
12 Jan Mølby, Ajax Amsterdam
13 John Lauridsen, RCD Espanyol
14 Michael Laudrup, SS Lazio
15 Frank Arnesen, RSC Anderlecht
16 Troels Rasmussen, AGF
17 Steen Thychosen, Vejle BK
18 John Sivebæk, Vejle BK
19 Kenneth Brylle, RSC Anderlecht
20 Ole Qvist, KB
Kilde: DBU.dk
EM-slutrunden i 1984 i Frankrig
Danmarks kampe
12. juni Frankrig 1-0 Danmark i Paris, gruppekamp
1-0: Michael Platini (79.)
16. juni Danmark 5-0 Jugoslavien i Lyon, gruppekamp
1-0: Frank Arnesen (8.)
2-0: Klaus Berggreen (16.)
3-0: Frank Arnesen, straffespark (62.)
4-0: Preben Elkjær (82.)
5-0: John Lauridsen (84.)
19. juni Danmark 3-2 Belgien i Strasbourg, gruppekamp
0-1: Jan Ceulemans (27.)
0-2: Frank Vercauteren (39.)
1-2: Frank Arnesen, straffespark (41.)
2-2: Kenneth Brylle (60.)
3-2: Preben Elkjær (84.)
24. juni Danmark 1-1 (4-5*) Spanien i Lyon, semifinale (*Straffesparkskonkurrence)
1-0: Søren Lerby (6.)
1-1: Antonio Maceda (67.)
Finalen
27. juni Frankrig-Spanien 2-0 i Paris
1-0: Michel Platini (57.)
2-0: Bruno Bellone (90.)
Kilde: DBU.dk og UEFA.com
