
Officielt: Retov bliver genforenet med Jonas Kamper
AC Horsens oplyser onsdag, at man har valgt at hente Jonas Kamper ind som Martin Retovs assistent.

Jonas Kamper skal være assistenttræner i AC Horsens.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside onsdag.
Dermed bliver han genforenet med Martin Retov, som fra næste sæson skal stå i spidsen for den gule NordicBet Liga-klub.
Jonas Kamper og Martin Retov har en fælles fortid i Brøndby IF.
Også Jimmy Brinksby blev tilbage i foråret hentet ind som Martin Retovs assistent, og dermed er trænerteamet, der skal forsøge at føre AC Horsens tilbage til 3F Superligaen, nu sat.
Jimmy Brinksby har ligeledes en fortid i Brøndby, hvor han tidligere har været chefanalytiker.
Jonas Kamper nåede som spiller at tørne ud for Brøndby IF, Arminia Bielefeld, Randers FC og Viborg FF.
Siden sommeren 2021 har han stået i spidsen for Kolding IF’s U19-hold.
Han har også været et smut i Randers FC i forskellige træner-relaterede roller.
AC Horsens endte i den netop afsluttede sæson på ottendepladsen i landets næstbedste række.