FIFPro kræver beskyttelse: FIFA har spillet fallit
Internationale fodboldspilleres interesseorganisation kritiserer FIFA for deres manglende hensyn til spillerne i en kalender, som bare bliver mere pakket.
Fodboldkalenderen bliver fyldt op med flere kampe.
Til sommer ruller FIFAs nye klub VM af stablen fra 14. juni til 13. juli. Og næste sæsons Champions League bliver også med flere kampe end før.
Men nu råber spillernes organisation, FIFPro, op. Organisationens europæiske formand David Terrier vil have en øvre grænse for antallet af kampe.
– Vi står over for en af de mest presserende problemer i vores sport. Det er sket, fordi forvaltningen af spillet har spillet fallit, siger præsidenten ved en konference i London torsdag ifølge The Athletic.
Ifølge David Terrier insisterer FIFA på, at der skal være flere kampe, flere turneringer og til sidst flere penge.
Det fører til farlige omstændigheder for spillernes mentale og fysiske helbred, mener han.
– FIFA lytter ikke. Deres beslutninger påvirker hele spillets økosystem, men de tager kun ensidige beslutninger. Det er en falliterklæring, vi ikke længere kan acceptere, siger han.
Og David Terriers FIFA-kritik får støtte fra Premier Leagues øverste chef, Richard Masters.
– Problemet er der. Vi begynder at se betydningen af de beslutninger, som de regionale og internationale myndigheder tager.
– Kalenderen bliver mindre harmonisk for hver beslutning, der bliver taget, siger han.
FIFPro bruger Real Madrid-stjernen Jude Bellingham som eksempel. Den 20-årige englænder har spillet 18.000 minutter fodbold i sin karriere indtil nu.
Det er angiveligt op mod fem gange så meget, som David Beckham havde spillet i samme alder.