Falk føler med OB: Vil savne at spille på Odense Stadion
Rasmus Falks tidligere klub er på vej til at rykke ned i NordicBet Ligaen og hans nuværende har netop smidt Superliga-guldet. Det kunne ikke være en værre sæson, lyder det fra FCK’s fynske midtbanemand.
Rasmus Falk har spillet Superliga-fodbold i OB og FCK – og begge klubber har leveret en Superligasæson lige til skraldespanden.
I Odense har man brug for et mirakel af næsten madrilenske dimensioner, hvis der fortsat skal spilles Superliga-fodbold på Fyn efter sommer.
Hos FCK er man sikker på at spille i landets bedste række, men kæmper i stedet en hård kamp, for overhovedet at få europæisk fodbold på programmet til næste sæson.
Og da campo.dk forholder Rasmus Falk de to kendsgerninger, så er han da også hurtig til at stemple sæsonen.
– Ja, det kunne ikke være en værre sæson. Dét kunne ikke være en værre sæson, gentager Falk med fynsk staccato overfor campo.dk efter tirsdagens kamp mod AGF.
– FC København, som jeg har sagt, kommer altid først, og det er dér, hvor jeg lægger al min energi, slår Falk fast.
Han deler dog gerne sit syn på barndomsklubben OB, som skal vinde i sidste runde ude mod Viborg og bede til, at Hvidovre slår Lyngby, for at undgå nedrykning.
– Bortset fra det, så føler jeg også med alle omkring dem (OB, red.). Det er en Superligaklub i mit hoved, og jeg vil komme til at savne at spille på Odense Stadion, hvis det (nedrykning, red.) skulle ske.
Falk vil dog ikke male fanden endegyldigt på væggen.
– Der er stadig håb for dem. Der er der desværre ikke for os i forhold til guldet, slutter den 32-årige fynbo.
Slukøret Falk ikke i tvivl: Største skuffelse i FCK-tidenOm det bliver OB eller Lyngby, som skal følge med Hvidovre IF i NordicBet Ligaen afgøres på lørdag.
FCK må ikke tabe søndagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvis drømmen om europæisk fodbold fortsat skal bevares.
Rasmus Falk brød gennem i OB i 2010, hvor han nåede 162 kampe, inden han i 2016 skiftede til FCK.