
Burnley vil have Bruun Larsen – andre PL-klubber lurer
Burnley vil gerne Jacob Bruun Larsen permanent, men andre klubber lurer også, lyder det fra tysk journalist.

Foto: Ian Walton/Reuters/Ritzau Scanpix
Burnley arbejder hårdt på at hente 25-årige Jacob Bruun Larsen.
Den danske offensivspiller har i denne sæson været på leje hos Premier League-nedrykkerne, som nu gerne vil have danskeren.
Det skriver den tyske Sky-journalist Florian Plettenberg på X.
Men Burnley er ikke de eneste, som gerne vil have Bruun Larsen.
Ifølge Plettenberg er der Premier League-klubber, som er interesserede i danskeren. Hans nuværende Hoffenheim er angiveligt interesserede i at sælge, skriver den tyske journalist.
Hoffenheim har angiveligt allerede modtaget bud på imellem syv og ni millioner. Jacob Bruun Larsen scorede seks mål i Burnley denne sæson.