AC Horsens henter forsvarsspiller hos konkurrent
Frederik Juel Christensen skifter Helsingør ud med Horsens, når kontrakten udløber til sommer. Det bekræfter AC Horsens onsdag.
AC Horsens har sikret sig sommerens første forstærkning.
NordicBet Liga-klubben henter den 24-årige forsvarsspiller Frederik Juel Christensen, som skifter til klubben på en fri transfer fra FC Helsingør.
Det skriver den østjyske klub i en pressemeddelelse onsdag. Juel Christensen har første arbejdsdag den 1. juli.
Frederik Juel Christensen spillede på FC Nordsjællands akademi fra han var 15 til 17 år.
Herefter skiftede han til FC Helsingør og efter fem år i den nordsjællandske klub er det nu tid til at rykke teltpælene op og flytte til Jylland.
Frederik Juel Christensen har siddet ude i store dele af denne sæson efter, at han er blevet opereret for en skade i akillessenen. Det er blevet til otte kampe i NordicBet Ligaen.