Ligue 1

Gigantisk fransk drama sender Brest i CL for første gang

Det så længe ud til, at det skulle være Lille, der løb med tredjepladsen i Ligue 1, som ville blive afgjort bare af målscore. Men så både scorede Brest og Lille lukkede mål ind – begge til allersidst.

Brest-spillerne fejrer, at de har sikret sig Champions League-kvalifikation.
Foto: Valentine Chapuis/AFP/Ritzau Scanpix

Nogle nederlag er meget hårde at sluge.

Og mon ikke søndagens var sådan et for tilhængere af franske Lille, der slutter på fjerdepladsen i Ligue 1.

Det var nemlig ekstremt tæt mellem Brest og Lille. Men Brest endte med at snuppe tredjepladsen og den direkte Champions League-kvalifikation efter to sideløbende sene dramaer.

Lille så længe ud til at slå Nice med 2-1 i den sidste spillerunde af Ligue 1, hvilket ville betyde, at klubben ville ende som nummer tre på grund af en målscore, der var bare en enkelt bedre end Brest, der sideløbende var foran 0-2 mod Toulouse.

Men Brest ville det anderledes. De scorede nemlig til 0-3 i den dybe overtid. Dette blev kampens endelige resultat. Dette betød, at Brest stod til at få tredjepladsen, da målscoren nu var neutral, og de har scoret flere mål end Lille i sæsonens løb.

Lille endte dog også med at lukke et mål ind til allersidst i egen kamp mod Nice, så denne sluttede 2-2.

Det betyder, at Brest gennem tredjepladsen kan se frem til direkte kvalifikation til Champions League-gruppespillet, mens Lille må igennem en kvalifikationsrunde.

Det blev, efter de to dramaer, slået fast i denne sidste runde af Ligue 1, hvor Lille ender på 59 point, mens Brest slutter på 61.

Det er første gang i klubbens historie, at Brest skal spille Champions League.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P