Cyprioter vil købe OB-offensiv
OB’s Franco Tongya har fundet melodien på Cypern, hvor han har været udlejet til AEK Larnaca i denne sæson. Og noget tyder nu på, at han bliver i klubben, når lejekontrakten udløber.
Han fandt aldrig rigtig melodien i OB og blev derfor sendt på lejeophold på Cypern i sommer.
Men her har piben fået en anden lyd for italienske Franco Tongya, som for alvor har fundet melodien og imponeret stort.
Faktisk er lejeopholdet gået så godt, at Franco Tongya senest er blevet kåret som Årets Spiller på Cypern i denne sæson. Og derfor håber AEK Larnaca da også på, at Tongya bliver i klubben efter lejekontraktens udløb.
I hvert fald hvis man skal tro det cypriotiske medie, Gazzetta Cyprus.
Mediet beretter således, at man arbejder på at lande en permanent aftale med Franco Tongya. Og der skulle angiveligt være interesse fra begge parter.
Det oplyses, at den 22-årige italiener skulle være udstyret med en frikøbsklausul i lejekontrakten, som lyder på 1 million euro – svarende til omkring 7,5 millioner kroner.
I denne sæson har Tongya spillet 32 kampe for AEK Larnaca. Her er det blevet til syv mål og tre assists. Til sammenligning har han blot scoret tre mål og lavet to assists for OB i 28 kampe.
Som det ser ud nu, er der ikke landet en aftale, og derfor skal Tongya – hvis ikke der sker andet – retur til Ådalen og OB, hvor han er på kontrakt frem til sommeren 2025.
Om det bliver til Superliga- eller NordicBet Liga-bold efter sommer i OB, står fortsat hen i det uvisse. Den fynske klub er fortsat tre point under nedrykningsstregen med to spillerunder tilbage.
Se den samlede Superliga-stilling her
Målscorer rykker ikke ned med OB: Jeg giver alt for klubben