3F Superligaen

Olsson gav FCM peptalk inden FCK: Magisk at se ham igen

FC Midtjylland-spillerne havde en lidt speciel optakt til torsdagens kamp mod F.C. København i Parken, for det var nemlig den svenske holdkammerat Kristoffer Olsson, der stod for peptalken inden kampen.

Banner der hylder Kristoffer Olsson da FC Midtjylland møder FC København i Superligaen på MCH Arena i Herning, fredag den 1. marts 2024. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Torsdag var en god dag på mere end én måde for FC Midtjylland.

Ikke nok med at midtjyderne tog en meriterende 1-2-sejr mod guldkonkurrenterne fra F.C. København på udebane, spillerne fik også en særlig betydningsfyld hilsen forud for kampen.

En hilsen der ifølge målmand Jonas Lössl havde indvirkning på kampens udfald.

Det var nemlig Kristoffer Olsson, der på video leverede en peptalk til sine holdkammerater – en peptalt cheftræner Thomas Thomasberg ellers normalvis står for.

– Vi havde en speciel hilsen nede i omklædningsrummet i dag, og de følelser, der var i det, tog folk med på banen, og det skinnede bare igennem.

– Den var meget følelsesladet for os alle sammen, det var et gensyn med en, der står os meget nært.

Matchbold FCM: Slår FCK i Parken efter fælt Grabara-drop

– Han gav os den power, der var brug for i dag. Han er med os inde på banen hver gang, og i dag gav han os noget ekstra, og det var helt magisk at se ham igen, sagde Jonas Lössl efter kampen til Viaplay.

Kristoffer Olsson blev i februar ramt af en række mindre blodpropper i hjernen, og det er fortsat uvist, hvorvidt han kommer til at spille fodbold igen.

Kristoffer Olsson nåede at spille 13 kampe i Superligaen i denne sæson, og der kan meget vel vente svenskeren en guldmedalje om på næste søndag – i hvert fald ser Jonas Lössl positivt på muligheden for at vinde mesterskabet i år:

– De er gode. Vi vidste godt, at vi selv kunne afgøre det, men nu tog vi et skridt mere. Vi har en rigtig svær kamp på mandag (mod FC Nordsjælland, red.), og vi er nødt til at holde fødderne på jorden, der skal tre point i hus deroppe også. Vi ligger godt i svinget nu, lyder det fra Lössl.

Foruden en udekamp mod FC Nordsjælland venter der FC Midtjylland en hjemmekamp mod Silkeborg i sidste spillerunde.

Du kan se hele interviewet med Jonas Lössl over artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P