
Yussuf Poulsen flået ud: Havde også skiftet mig selv ud
Yussuf Poulsen var tilbage i startelleveren for RB Leipzig lørdag, men det var ikke den store succes. Danskeren blev pillet ud i pausen, og det har han fuld forståelse for, fortæller han.

Han har ikke været en del af startelleveren for RB Leipzig siden den 9. marts.
Lørdag eftermiddag var Yussuf Poulsen dog med fra start, da RB Leipzig spillede 1-1 i Bundesliga-opgøret mod Werder Bremen.
Danskeren har senest være plaget af en mindre skade og lørdag skulle være dagen, hvor han igen kunne bevise, at han skal være blandt de udvalgte i RB Leipzig. Sådan gik det dog ikke.
Hverken Yussuf Poulsen eller RB Leipzig havde succes i opgøret, og allerede i pausen blev danskeren pillet ud af manager Marco Rose.
Men selvom det selvfølgelig aldrig er fedt at blive udskiftet tidligt, så forstår Yussuf Poulsen fuldt ud valget.
– Jeg ville også have skiftet mig selv ud i pausen, så alt er godt, indleder Yussuf Poulsen til Bild og fortsætter:
– Det var en af de dage. Jeg har været ude i lang tid og ikke spillet fra start. Der er dage, hvor tingene bare ikke går så godt. Jeg kunne have gjort det til 1-1, og så havde alle sagt; ‘Det er fint’. Nogle gange fungerer det, andre gange fungerer det ikke – og i dag var ikke min dag.
Efter lørdagens kamp mod Werder Bremen, der altså endte i en pointdeler, står det nu klart, at RB Leipzig ender på en fjerdeplads i denne sæson.
Blot en spillerunde resterer for Yussuf Poulsen og co., og der er i skrivende stund fem point op til Bayern München på tredjepladsen, mens Dortmund på femtepladsen er fire point efter RB Leipzig.
Yussuf Poulsen har i denne sæson spillet 28 Bundesliga-kampe for RB Leipzig. Her er det blevet til fem mål og to assists. Han er fortsat på kontrakt i klubben frem til sommeren 2026.
Se den samlede Bundesliga-stilling her
