
Ancelotti: Vi blev også snydt for et mål
Real Madrid-chefen giver ikke meget for Bayern Münchens brokkerier efter kampen onsdag aften. Joshua Kimmich smed sig i en situation, mener italieneren.

Begge hold kan brokke sig over et annulleret mål.
Sådan lyder det fra italienske Carlo Ancelotti efter Real Madrids semifinale-sejr i Champions League mod Bayern München. Tyskerne er efterfølgende rasende over dommerteamet.
Men Real Madrid blev også snydt for et mål ifølge holdets træner.
– Vi kan så brokke os over det mål, som blev annulleret, for Kimmich smider sig i duellen med Nacho. Det burde være et mål, siger Ancelotti på pressemødet ifølge The Guardian.
Det er en situation, du kan se øverst i denne artikel.

Carlo Ancelotti kalder sit holds præstation for ‘magisk’, efter angriberen Joselu med to mål på godt fem minutter sendte spanierne i finalen.
Her skal Real Madrid møde et andet tysk hold Borussia Dortmund. Det er på Wembley i London den 1. juni.