Arsenal-dansker til U17-EM: Jeg ville holde øje med ham
Det danske U17-landshold drager snart til EM. Forud for slutrunden fortæller landstræner Jesper Mikkelsen, at han nok selv ville holde lidt ekstra øje med Chidozie Obi-Martin, hvis han stod i spidsen for et af de andre landshold i Danmarks pulje.
Chidozie Obi-Martin – også kendt som Chido Obi – har hamret mål ind på samlebånd for Arsenals ungdomshold.
Faktisk er det blevet til svimlende 29 mål i 17 kampe for den engelske storklubs U18-hold i denne sæson.
Deriblandt skal findes fem hattricks, og for nyligt scorede han hele syv gange i en 9-0-sejr over Norwich.
Dertil gjorde han også opmærksom på sig selv, da han tilbage i november scorede hele 10 gange i en 14-3-sejr over Liverpool for Arsenals U16-hold.
Inden længe skal han så forsøge at gøre det i Danmarks rød/hvide farver, når U17-EM sparkes i gang.
Med Chido Obis vilde præstationer in mente, så bliver han dog nok en af de spillere, som Danmarks modstandere på forhånd er ekstra opmærksomme på.
Og det forstår Danmarks U17-landstræner, Jesper Mikkelsen, sådan set godt.
– Ja, det ville jeg jo selv gøre, hvis jeg skulle spille mod Chido. Så ville jeg jo selv have lidt ekstra øje på ham, fordi han er så dygtig i mange af spillets facetter.
– Mange af de mål, han scorer for Arsenal, der er han er jo dygtig til at blive spillet dybt og bruge sin fart. Og så har han jo en god fysik, som jeg tænker, man skal være opmærksom på, siger U17-landstræneren til campo.dk.
Men at modstanderne ved slutrunden er opmærksomme på den unge Arsenal-dansker er ikke nødvendigvis en skidt ting for de danske talenter.
– Vi vil også være opmærksom på, at vi skal få skabt de rum til Chido. Men omvendt så handler det også om, at vores hold kan præstere rigtig godt, hvis der er rigtig meget opmærksomhed omkring Chido, fordi vi har en masse andre gode offensivspillere.
– Da vi spillede kvalifikationen scorede Chido “kun” – i citationstegn – et mål ud af de otte vi lavede, og vi havde seks forskellige målscorere. Så vi har andre, der kan gøre det også. Og det er jo en kæmpe stor fordel, at Chido nogle gange kan tiltrække den opmærksomhed og skabe plads til de andre.
– Så den del har vi en del fokus på; at vi kan få spillet hinanden gode og sørge for, at vi spiller chancerne så store som muligt.
– Men det er klart, at Chido er jo en iøjnefaldende spiller, som modstanderen selvfølgelig vil gøre noget ekstra for at holde nede. Det ville jeg selv være opmærksom på, hvis jeg skulle spille mod ham, siger Jesper Mikkelsen.
Snart går det løs: Ved ikke, om vi bliver europamesterJesper Mikkelsen udtog mandag den trup, der skal forsøge at nå langt ved den kommende EM-slutrunde.
Slutrunden spilles fra den 20. maj til den 5. juni i Cypern.
Danmark er i pulje med Wales, Østrig og Kroatien.