Portugisisk Fodbold

Glad Hjulmand efter triumf: Vi fortjente mesterskabet

Sporting CP vandt søndag aften mod Portimonense, og Lissabon-klubben kunne dermed lade sig krone som portugisiske mestre. Og det sendte stor jubel i gaderne i den grønne del af hovedstaden. Også hos danske Morten Hjulmand, som har været en af de bærende kræfter på midtbanen i denne sæson.

Morten Hjulmand klapper ud i kamp for Sporting i Portugal
Foto: Manuel Fernando Araujo/EPA/Ritzau Scanpix

Hverken Benfica, FC Porto eller de øvrige 15 hold i den portugisiske liga har kunne stille noget op imod Sporting CP.

Den grønblusede klub fra Lissabon har været utrolig stærke i denne sæson, og søndag aften sikrede Ruben Amorims tropper sig det portugisiske mesterskab med to runder tilbage af sæsonen.

En af dem, som kunne lade sig krone som portugisisk mester er danske Morten Hjulmand. Han har været en integreret del af Sportings hold denne sæson, og den 24-årige midtbanespiller var selvsagt en glad mand.

– Vi fortjener mesterskabet, vi har været det bedste hold i denne sæson. Denne gruppe af spillere er virkelig special. Der er forskellige personligheder, men alle har en stor karakter. Det er derfor, vi bliver nummer et. Det er helt fantastisk, og nu kan jeg ikke vente med at komme til to Marquês de Pombal (plads i Lissabon, red.).

– Jeg håber, vi kan fejre det sammen med vores fans, udtaler Hjulmand til Sportings hjemmeside.

Sportings spillere jubler i Lissabon efter mesterskabstriumf
Der var stor jubel i Lissabon i kølvandet på mesterskabstriumfen sent søndag aften. Foto: Manuel Fernando Araujo/EPA/Ritzau Scanpix

Hjulmand kom til Sporting i sommer, og det er derfor danskerens første mesterskab i klubben. Det samme gælder for den svenske angrebsstjerne Viktor Gyökeres.

– Det er min første titel, jeg kan stadig ikke tro det. Jeg har gåsehud, det er noget, jeg aldrig har oplevet før. Mange tak til Sportinguistas, det er fantastisk.

Morten Hjulmand har spillet 29 kampe i denne sæson med tre mål og to oplæg til følge. Viktor Gyökeres har spillet 31 kampe og er noteret for imponerende 27 mål.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P