Roskilde overhaler Fremad – EfB taber på Falster
Alle seks hold i den danske 2. Divisions oprykningsgruppe var fredag aften i kamp, og her spillede FC Roskilde sig tilbage som favoritter til at tage turen op i NordicBet Ligaen sammen med Esbjerg.
Toppen af den danske 2. Division er tæt – meget tæt.
Eller faktisk er det nærmere bestemt subtoppen, der er særdeles tæt, for Esbjerg fB har stadig stensikker kurs på NordicBet Ligaen.
Selvom vestjyderne, efter en særdeles begivenhedsrig dag udenfor kridtstregen, hvor klubben blev reddet fra konkurs, tabte 2-1 til Nykøbing FC efter et sent sejrsmål, så har traditionsklubben stadig hele 11 point ned til FC Roskilde på andenpladsen med 18 point tilbage at spille om.
At det er netop FC Roskilde, der nu følger efter Esbjerg, skyldes en decideret magtdemonstration af sjællænderne, der hjemme havde besøg af de direkte oprykningskonkurrenter fra Aarhus Fremad.
Her vandt FC Roskilde nemlig med hele 6-2, og dermed overtager de andenpladsen i 2. Division fra Aarhus Fremad. Blot ét enkelt point skiller de to oprykningskandidater med seks kampe tilbage af turneringen, og de to konkurrenter mødes sågar på Riisvangen Stadion i det nordlige Aarhus i sæsonens sidste spillerunde.
I fredagens tredje og sidste kamp i oprykningsgruppen spillede AB og Middelfart 1-1, og dermed missede fynboerne muligheden for for alvor at spille sig ind i oprykningskampen.