19 år efter: Historien kan gentage sig i Sønderjyske torsdag aften
I 2005 sikrede Sønderjyske sig sin første oprykning til Superligaen, da FC Fredericia blev besejret. Torsdag aften 2024 kan historien gentage sig, når Haderslev-klubben kan booke billet til næste års 3F Superliga mod netop FC Fredericia. Tag med campo.dk på en rejse tilbage i tiden med tre profiler fra Sønderjyskes succeshold anno 2005.
Lysene var tændt over Haderslev Fodboldstadion tilbage i 2005.
Til lyden af Annisettes forføriske vokal i front for The Savage Rose på den nærliggende Kløften Festival spillede Sønderjyske Fodbold sig nemlig i Superligaen. For allerførste gang.
Få måneder forinden var Haderslev FK blevet til Sønderjyske Fodbold, og på en flot solskinslørdag i juni 2005 mod FC Fredericia, sikrede Sønderjyske sig den forløsende oprykning.
Torsdag den 2. maj 2024 kan historien gentage sig, når Sønderjyske igen kan sikre oprykning, og Fredericia igen er modstanderen.
20-årige Simon Poulsen kom på tavlen to gange i 2005 i sejren på 4-1. Og selvom det er 19 år siden, så har den nuværende Sønderjyske-assistent ikke glemt sejren.
– Det er en kamp, jeg kan huske meget tydeligt. Betydningen af kampen – at være med til at rykke sin hjerteklub op i Superligaen – det var et stort højdepunkt i min karriere. Så den husker jeg tydeligt, fortæller han til campo.dk.
Poulsen var en lokal knægt fra Sønderborg og tørnede ud på venstrekanten for Sønderjyske, som skulle bruge point i den tætte topdyst for at sikre oprykningen.
Og Poulsen var på pletten midtvejs i første halvleg.
– Det var en kamp med nerver på, og jeg husker, at vi satte os på kampen rimeligt hurtigt. Jeg modtager en bold midt på Fredericias banehalvdel og spiller den til Henrik Hansen, som tager den med ned og spiller den tilbage til mig. Jeg får lagt den over i det lange hjørne til 1-0, hvilket var en helt sindssyg forløsning. Derfra slap vi håndbremsen og cruisede sejren hjem med godt spil og flere mål, mindes Poulsen om 4-1-sejren.
En anden af målscorerne fra opgøret var den høje boksangriber Jacob Olesen. Han endte med at blive delt ligatopscorer sammen med AC Horsens Niels Lodberg dét år, og Olesen scorede også kampens andet mål mod Fredericia.
I dag erkender han dog, at han i klassisk angriberstil huggede målet for næsen af en holdkammerat.
– Jeg fik skubbet en enkelt over stregen. Jeg tror sgu nærmest, jeg stjal målet fra en holdkammerat. Men altså, det tæller jo det hele, mindes Olesen med et smil i stemmen.
Sønderjyskes mandskab talte også navne som Nicolai Wael, Jacob “Gaxe” Gregersen, Henrik Hansen samt den dengang relativt ukendte Peter Nymann.
Han nåede senere over 330 kampe i Superligaen, men alligevel står kampen i 2005 klar i erindringen.
– Jeg husker, at jeg scorer, og det samme gør Simon Poulsen og Jacob Olesen. Det var de unge drenge dengang. Det var en flot sommerdag i juni, og vi tog førstepladsen fra AC Horsens i sidste spillerunde, så det var noget med, at der skulle flyves en pokal ind med helikopter. Jeg husker festen og alt det bagefter. Det var en god dag, lyder det fra den i dag 41-årige Nymann.
Den sønderjyske arv
Der er løbet meget vand gennem fjorden siden sommerdagen i 2005. Sønderjyske rykkede ud af Superligaen året efter, og både Poulsen, Olesen og Nymann skiftede til større adresser.
Men tiden i Haderslev vækker stadig genklang for de tre.
– Det var en fed tid, en sjov tid med mange gode holdkammerater i et godt miljø. Det var jo stadigvæk den spæde opstart af Sønderjyske i bund og grund, men det var fedt at være med til, fortæller Jacob Olesen, som selv skiftede til Viborg i januar 2006.
Her satte en uhyggelig skade så varige mén, at han kvittede fodbolden i 2008. Han er stadig hæmmet af skaden i dag, hvor han erhverver sig som forsikringsmægler og er bosiddende i Silkeborg.
Og han følger stadig Sønderjyske tæt.
– Det gør jeg da. Mine forældre bor i Haderslev stadigvæk. Jeg er ikke så tit på stadion, men kommer en gang imellem med nogle kammerater, men ellers er det mest i tv, forklarer den nu 43-årige ex-angriber.
For Peter Nymann var oprykningen med Sønderjyske i 2005 springbrættet til en lang og flot karriere i Superligaen med over 330 kampe for fem forskellige klubber.
– Det er klart, man fik jo muligheden for at komme op og vise sig frem i Superligaen. Jeg havde jo en fart dengang, som selvfølgelig også gav noget interesse for nogle af de andre Superliga-klubber.
– Så det blev jo kun en enkelt sæson med Sønderjyske i Superligaen, men det var jo nok til, at der var andre klubber, der fik øje på mig. Jeg kom jo lidt som ukendt, men udviklede mig meget i Sønderjyske, og jeg kunne så fortsætte min Superliga-karriere videre, husker Nymann tilbage.
Han skiftede senere til OB, men nåede også forbi både Esbjerg fB, svenske Djurgården, FC Vestsjælland og AC Horsens, inden han gik på fodboldpension i 2021.
Et nyt kuld
Torsdag aften 2024 kan det nye kuld af Sønderjyske-spillere gentage fortidens bedrifter og sikre oprykning til 3F Superliga. Endda mod FC Fredericia, og det kræver blot en uafgjort.
Simon Poulsen, som indgår i teamet omkring cheftræner Thomas Nørgaard, har da også fortalt nutidens unge om oprykningen fra 2005.
– Det er noget, vi generelt har fortalt vores spillere: At der er ups and downs i fodbold, og om man vil det eller ej, så er der nok flere downs. De ups man får, det er nogle man skal sætte stor pris på.
Simon Poulsen nåede selv at opleve flere højdepunkter i sin aktive karriere, heriblandt andet et hollandsk mesterskab med PSV Eindhoven i 2016.
– Jeg siger til dem, at sådan en oprykning her, det er helt op og ramme samme niveau. Det er selvfølgelig en anden type kamp torsdag, end det var i 2005, som dengang var én kamp, der afgjorde det. I dag er forspringet forholdsvis stort, og vi har set solide ud.
– Der er super god stemning i truppen, og der er tro på tingene. Der er ikke nogen, der virker som om, at de stresser ekstraordinært over, at man kan afgøre det på hjemmebane i morgen, fortæller den 39-årige assistent, som også udtrykker respekt for modstanderen.
Peter Nymann har som bekendt mange gamle klubber at holde med, men også han håber på succes for Haderslevs bedste fodboldhold torsdag aften.
– Jeg håber, at de får en god kamp og slår Fredericia. Det er velfortjent, at de kommer i Superligaen igen. Det ser da også ud som om, at hvis ikke det bliver i morgen, så har de et par chancer endnu, fortæller Nymann, som stadig følger meget med i dansk fodbold.
Den høje bomber Jacob Olesen skal se kampen hjemme fra stuen i Silkeborg. Og han kan sagtens forestille sig en gentagelse af resultatet fra 2005.
– Det tror jeg faktisk er et meget godt bud. Fredericia scorer nok en enkel – de spiller også meget god fodbold – men jeg håber og tror på 4-1, lyder det fra Jacob Olesen.
Kontraktudløb til sommer: Dal Hende vil mere SønderjyskeDet næste kuld af Poulsen’er, Olesen’er og Nymann’er kan skrive ind i de sønderjyske årbøger torsdag aften klokken 19. Kampen vises på TV3 Sport og Viaplay.