Officielt: Endnu en Premier League-klub straffet
Premier League har igen svunget retfærdighedens hammer, og denne gang er det Fulham, som bliver straffet for en overtrædelse af reglerne.
Premier League har atter engang været ude med riven.
Denne gang er Fulham havnet i fedtefadet som følge af problemer omkring salget af Fabio Carvalho til Liverpool.
Det bekræfter Premier League på sin hjemmeside tirsdag eftermiddag, hvor ligaen uddyber, hvad straffen konkret indebærer.
Klubben kommer ikke til at kunne registrere sine akademispillere et sted imellem et halvt til et helt år.
Derudover meddeler Premier League, at klubben har modtaget en bøde på 75.000 pund, hvilket svarer til cirka 650.000 danske kroner.
Det er langtfra første gang, at Premier League straffer de engelske klubber i denne sæson.
Everton og Nottingham Forest har fået fratrukket point, og Leicester venter også på udfaldet af den tiltale, som ligaen har rettet imod de nyslåede Championship-mestre.
I denne sæson er det sportsligt gået rigtig godt for Fulham, som for længst har sikret sig overlevelse i den bedste engelske række.
London-klubben indtager i skrivende stund 13. pladsen, hvor der er hele 18 point ned til Luton under stregen.