
Medie: FCN’s søsterklub gafler stjerne i Holland
FC Nordsjællands amerikanske søsterklub, San Diego FC, er i gang med forberedelserne til den næste MLS-sæson, hvor klubben træder ind i ligaen – og nu er klubben ved at sikre sig en international stjerne.

FC Nordsjællands søsterklub, San Diego FC, er i gang med at handle på fodboldeuropas øverste hylde.
Den amerikanske klub træder ind i MLS, når kalenderen siger 2025, og derfor er oprustningen i fuld gang.
I marts kom det frem, at klubben fra Farum til den tid sender Marcus Ingvartsen og Jeppe Tverskov over Atlanten, og der kan de to FCN-profiler få fornemt selskab.


Ifølge The Athletic er FCN’s søsterklub nemlig i fremskredne forhandlinger med PSV’s mexicanske stjerne Hirving Lozano.
Prisen for den mexicanske landsholdsspiller ligger ifølge mediet på 12 millioner dollars, hvilket svarer til cirka 83 millioner kroner.
Den nu 28-årige mexicaner står noteret for 70 landskampe og i denne sæson har han været en betydelig del af PSV’s store succes i Æresdivisionen.