Ligue 1

Sabbi, Ayew og Le Havre udskyder PSG’s guldfejring

Den tidligere Hobro- og OB-angriber, Emmanuel Sabbi, leverede en assist, da Le Havre lørdag aften højst overraskende stak en kæp i Paris Saint-Germains mesterskabshjul.

Le Havres Emmanuel Sabbi i kamp mod de franske mestre fra PSG.
Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Champagnen har formentlig ligget på køl i katakomberne under Parc des Princes.

Desværre for Paris Saint-Germain, så havde Le Havre alt andet end en champagnesabel med til sit besøg i den franske hovedstad, hvor normannerne rejste fra med et 3-3-resultat.

Allerede efter 20 minutters spil gav Christopher Operi holdet fra Normandiet føringen, da han på oplæg fra Emmanuel Sabbi huggede bolden ind bag Keylor Navas i PSG-målet. Bradley Barcola udlignede efter efter en halv times spil på oplæg fra Warren Zaire-Emery, der kort inden kampen var blevet hyldet for sin kontraktforlængelse.

Kort før pausen bragte gode gamle Andre Ayew så atter Le Havre foran efter en flot hælaflevering fra Loic Nego, og da Abdoulaye Toure efter en times spil bragte gæster på 1-3 på straffespark, lurede der for alvor point til den nedrykningstruede klub.

Achraf Hakimi bragte med 12 minutter tilbage af kampen spændingen tilbage, og fem minutter inde i overtiden stangede portugisiske Goncalo Ramos flot et indlæg fra Kang-In Lee i mål via den fjerneste stolpe.

Flere mål blev det ikke til, og dermed må PSG formentlig udsætte sin mesterskabsfejring helt til den 12. maj, hvor de møder danskerne i Toulouse – med mindre Monaco sætter point til, når de søndag gæster Lyon.

PSG har et forspring på 12 point ned til Monaco, der med fire kampe tilbage kun matematisk kan indhente hovedstadsklubben. PSG har foruden forspringet på 12 point en målscore, der er 29 mål bedre end AS Monacos.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P