3F Superligaen

FCK forklarer: Derfor er Niels Damgaard med i truppen

Der blev rynket undrende på næsen, da Niels Damgaard fremgik af FCK’s bruttotrupliste til søndagens kamp mod Silkeborg. Ingen kendte til spilleren, men nu forklarer klubben, hvem den ukendte spiller er.

Niels Damgaard giver highfive til sine nye holdkammerater i FCK
Foto: F.C. København

“Hvem er Niels Damgaard”?

Sådan har det nok lydt hos en del FCK-fans, efter at navnet fremgik på Jacob Neestrups bruttotrup til søndagens kamp mod Silkeborg.

Niels Damgaard er ikke en del af talentholdene hos FCK, og på det sociale medie X har det været spekuleret i, om denne Damgaard er fra oldboys-holdet.

Men nu forklarer F.C. København, hvem Niels Damgaard i trøjenummer 75 er.

Niels Damgaard Skrumsager er en syvårig dreng, som til dagligt går i 1. klasse i Lyngby. Og så er han født med Adams-Oliver syndromet, hvilket blandt andet betyder, at han har mindre fingre på begge hænder.

Niels Damgaard er en del af SMILfonden, og lørdag og søndag får FCK’s nummer 75 muligheden for at leve som en professionel fodboldspiller, oplyser FCK.

Niels Damgaard giver highfive til sine nye holdkammerater i FCK
Foto: F.C. København

Derfor var Damgaard forbi FCK’s træningsanlæg lørdag, hvor han hilste på spillerne, inden den står på hotelovernatning i opladningen fremmod søndagens kamp i Mesterskabsspillet.

– Det bliver en sjov weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til. Og det bliver rigtig stort at kunne være så tæt på holdet og prøve at være med som professionel fodboldspiller, fortæller den unge FCK-spiller til klubbens egen hjemmeside.

FCK samarbejder med SMILfonden om at give børn som Niels store oplevelser, lyder det fra FCK.

– Vi ser rigtig meget frem til at give Niels nogle rigtig fede oplevelser og bringe ham tæt på holdet og det miljø, som vi har i vores hverdag. Vi var ikke i tvivl om at dette var en god ide, da vi fik det præsenteret. Så hvis Niels glæder sig, kan vi i den grad sige det samme, udtaler sportsdirektør Peter Christiansen.

FCK’s kamp mod Silkeborg fløjtes op søndag klokken 16.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P